USA 1998.
Hovedroller: Jamie Lee Curtis, Adam Arkin og Josh Hartnett.
Instruktion: Joe Dante.

Hmm, indledningen er altid det sværeste, fordi det skal fange læseren. Men jeg synes ikke, at der er noget overvældende i denne film, som kan være genstand for en sådan indledning, så her kommer historien til en forveksling: Vi springer med det samme ind i tre mord, begået et eller andet sted i USA et par dage før Halloween, det er på dette tidspunkt vi første gang får morderens navn, Michael Meyers. Men vupti, så er vi på en privat kostskole, hvor en hvis Keri Tate er rektor. Keri Tate finder vi dog senere ud af, i virkeligheden er den sidste levende søster til massemorderen, som for 20 år siden (læs overskriften) startede sin karriere. Hendes tidligere navn var Laurie, men nu er Laurie officielt død og skjuler sig under sit nye navn, med sin søn, bag skolens velbevogtede mure? Men ved den årlige Halloween fest sker der lidt mere end bare løjer denne gang. Keri Tate, en kollega, en vagt og nogle elever inklusive hendes egen søn tager kampen op mod fortiden...

    Det skulle efter sigende være en gyser, okay med al respekt for filmen er det vel en gyser - for et publikum med et svagt sind. Men vi andre synes ikke der er noget nyt under solen, det eneste der kunne "ryste" grundvolden hos os, var et par makabre og faktisk halv ulækre drab, hvis dette er det rette ord at bruge. Under og lige efter den første sekvens, et par dage før Halloween, hvor Michael myrder tre intetanende tilfældige, er man rigtig forvirret – forvirret? Jeg synes denne sekvens skulle have været fuldstændigt udeladt, den tjener intet andet formål end at forvirre og skabe irritation. Men det er første gang, jeg er blevet kastet så hurtigt ud i kamp med morderen. Morderen gør sig for øvrigt ingen som helst besvær med at skjule hvem han er, modsat i mange andre film. I denne film får vi heller ikke noget som helst at vide, om hvorfor morderen er blevet som han er, men det gør ham nok til gengæld mere mystisk og brutal.

    Tjaa, får man abstinenser, hvis man ikke får sin månedlige dosis gys uanset kvaliteten, er dette en udmærket film. Handlingen behøver jeg vist ikke at kommentere, den er meget tyndslidt. Men jeg tror at vi andre som ikke direkte har brug for gys så tit, er vel nok bedre tjent med den kommende tegnefilm fra Disney. Som paradoksalt nok har mere gys i end H2O: Halloween. Okay, her kommer den korte version: Filmen mangler et klimaks, handling og den ender ligeså brat som den starter.

©Anders Skærlund Petersen, 1998-99