APC Back-UPS CS 500


Min APC UPS med Motorola SB4100 kabelmodem ovenpå.

Hvordan sikre man sig mod lynnedslag på lysnettet?

Det var spørgsmålet, og valget stod mellem en stikdåse med overspændingsbeskyttelse og et UPS - faldt valget på den sidste. Hvilket primært var fordi, den udover at kunne beskytte min computer mod overspænding fra fx forårsaget af et lynnedslag, også kunne holde min computere kørende i tilfælde af strømudfald. Derudover skulle den være af god kvalitet og ikke koste mere end 1.000 kr. To producenter så havde nogle gode produkter, nemlig:

  • Powercom King Pro (425VA - til ca. 700 kr.)
  • APC Back-UPS CS 350 (350VA - til ca. 850 kr.)
  • APC Back-UPS CS 500 (500VA - til ca. 950 kr.)

VA - angiver voltampere, dvs. hvor stor kapacitet UPS'en har, samt hvor meget effekt den maksimal kan levere. Forskellen på CS-350 og CS-500 er kun kapaciteten, ellers er de to UPS helt identiske. Har en  mistanke om at de er totalt ens, bortset fra at CS-350 har et mindre batteri og en anden frontplade, med et mindre tal på! Hvis det var tilfældet, kunne en udskiftning af batteriet give en højere kapacitet.

Valget faldt på APC Back-UPS CS 500, grundet det at jeg ikke kendte Powercom, og APC er et kendt mærke - især for pålidelighed og kvalitet. Udover dette, har CS-500'eren også indbygget stik til overspændingsbeskyttelse af ens telefon(er) - hvilket er ganske praktisk hvis man ikke, vil have ristet sig selv under en telefonsamtale i tordenvejr.

For at overspændingsbeskyttelsen virker efter hensigten, er det vigtigt - meget vigtigt - at man tilslutter UPS'en til et stik med jord. Hvis man ikke har jord i sine stik, kan hente jord fra sit 380V's stik, men det kræver lidt snilde, samt at man er helt sikker på hvad man gør! Det sidste blev jeg nødt til i mit tilfælde. Endvidere skal man være opmærksom på at man skal bruge et dansk jordkabel til et danske jordstik, men at mange computerkabler som standard er med det tyske SCHUCKO-stik, hvor jorden ikke passer sammen med danske jord. Et dansk stik med jord, har tre ben, hvorimod et SCHUCKO-stik kun har to stik, med "jorden" siddende i siden som skinner.

Grunden til at UPS'en skal være jordet for at overspændingsbeskyttelsen virker, er fordi at hvis der kommer en surge (stort spændingshop), skal denne ledes til jord i stedet for ind i din computer - hvor den ikke vil gøre nogen gavn.

Test:

UPS'en blev tilsluttet en computer med følgende konfiguration:

Styresystem: Windows 98SE
CPU: AMD 650 MHz Duron
Bundkort: ECS K7S5A
RAM: 320 MB SDRAM
Strømforsyning: NC Low Noise 350 W Enermaxx
Skærm: Philips 17" 107B

Af andre væsentlig faktorer for strømforbruget, var at systemet kørte med 3 harddiske i RAID på en Promise FastTrak TX4 controller. Foruden blæseren på CPU'en, var der installet en 80mm kabinetblæser og en slotblæser - hvor alle kørte på 6 V. Under de to tests var CPU'en 100 % belastet, ved at køre SETI@home i baggrunden. Batteriet i UPS'en var opladet til maksimal ladning før test:

  1. Kørte 4 minutter, indtil en demagnetisering af skærmen, som resulterede i at UPS'en lukkede ned øjeblikketlig.
  2. Kørte 8 minutter.

Konklusion:

CS-500'eren var ganske problemfrit at installere under Windows 98SE via USB. Dog er det medfølgende PowerChute-program lidt for popsmart at bruge, men på APC's hjemmeside www.apcc.com er det muligt at finde noget mere professionelt software. Lidt irriterende er det dog at UPS'en nogengange ikke svarer ved genstart, før at man har taget stikket ud og ind på computeren - tror dog det er min egen computer det er galt med. Ellers er UPS'en lille fiks og nem at betjene. Den summer dog en (meget) lille smule når den kører normalt, men ikke generende. Det er dog ganske rart at kunne sove trygt om natten, og vide at de fleste tordenvejr ikke længere udgør nogen fare.

Det skal lige siges, at ingenting kan sikre 100 % mod skade fra et lynnedslag, men en UPS kan minimere risikoen betragtelig.

Anders Skærlund Petersen, 10. april 2002, asp@person.dk


©Anders Skærlund Petersen, 1998-2002