Karakteren for stilen angives i parentes. Parentesen efter stilen angiver datoen.
Den lille Havfrue (Ikke givet)
Halshugningen
Davs, mit navn er Alex Hermansen, Poulsensvej 45 på 3
sal., der er nok ikke nogen der kender mig, men jeg har været en betydelig del af
historien. Historien kan henfældes til København, for flere årtier siden, før
oliekrisen og efter Anden Verdenskrig, Beattles var en del af hverdagen for nogle.
En kold måned 1964, jeg var næsten lige startet på andet år på
Metropolitanskolen, ikke det mest rare sted i Danmark, faktisk "koldere" end
samtlige vintermåneder. De fleste kender vel skolen, fordi den havde det højeste
klassegennemsnit af alle skoler i landet, dengang. De fleste har vel heller ikke gået
der, for så ville de også huske skolen som et helvede, med lærere der bankede løs på
eleverne, bare fordi de ikke kunne samtlige bøjninger på latin eller relativitetsteorien
helt ned i helvede, ja helvede var den bedste betegnelse for den "høje og fine"
skole.
Men det jeg vil berette om, er nu mere den spinkle fritid vi havde, mig
og gutterne, Leif, Erik, Svend Aage, ja dem man nu gik på anstalten sammen med. Det var i
starten af oktober måned, der var snart "himmerrigsferie", det føltes det i
hvert fald som om, selvom det vist hed kartoffelferien ude "å æ' land". Men
efterårsferien betød sådanset næsten ingen lektier, det betød fest og sjov, det er
nemlig den form for fest og sjov, jeg vil berette om.
I den efterårsferie skulle vi virkelig finde på noget sjov, ud over
det sædvanlige. Det var ham hersens Erik, i grundet en sær gut, der pludselig lige før
ferien fik en genial idé, for nu at bruge hans for det meste ligegyldige ord. Det gik ud
på at vi skulle skiftes til at stille hinanden nogle udfordringer, og så den der ikke
ville gøre det, den anden sagde han skulle gøre, havde tabt. Taberen skulle så give
"Eine Runde" på "Havkatten", det lokale værtshus, og så var han
selvfølgelig også til grin for resten af dem der var med. Selvfølgelig kunne "den
anden" ikke stille helt vilde udfordringer, de skulle være "nogenlunde"
realistiske.
Den var vi sku' med på alle sammen, så manglede vi bare den første
udfordring, det var selvfølgelig Erik der kom med den, hvem ellers. Jo det gik altså ud
på, at Svend Aage, også kaldet Møjfjæs, fredagen før ferien, skulle hoppe rundt i en
af "Mingos" historietimer og lalle alt muligt op om at "Mingo" var en
rablende idiot. Den godtog Møjfjæs med et typisk Møjfjæsisk, "Ooork jo, den klare
jeg sku' da lige med en krumtap" idioten kunne jo ikke sige andet. Så i anden
historietime tog Møjfjæs en pegepind og begyndte at hoppe rundt i klassen, med diverse
ikke så heldige bemærkninger til Mingo og pinden strittende til alle sider. Det kan man
ikke sige behagede Mingo, som prompte belønnede Møjfjæs med to ikke så små lussinger,
der må have givet genlyd i hele bygningen, og en ret langvarig eftersidning. Efter det
holdt Møjfjæs sig en lille smule for sig selv, og skulle for øvrigt en masse andet, end
at lave end vores dumme spøg.
Næste "offer" var Erik selv, det var nu mere i spøg, at jeg
sagde han skulle løbe nøgen rundt ude foran sportshallen, mens alle pigerne så på, det
regnede jeg da heller ikke med han ville gøre, så det gik i sig selv, troede jeg. Men
efter ferien, lagde jeg mærke til at Erik lige skulle på toilet, ikke ti minutter efter
vi havde været til omklædning, så jeg lagde mig i hans kølvand. Sikke et cirkus, han
gjorde det fand'me. Gertrud, deres idrætslærer, var mildest talt lammet, og var senere
ikke i stand til at udpege synderen for rektor.
Så var det efterhånden blevet min tur, mente Møjfjæs, der havde
hørt om nøgen-episoden, men det var nu altså Erik der "gengældede". Han
syntes simpelthen at jeg skulle liste mig ud til Den lille Havfrue og kappe hovedet af
hende, sikke en uforskammethed. Og det værste af det hele, var at han stod urokkeligt
fast på ideen, til Møjfjæs' store fryd, det var faktisk det der irriterede mig mest.
Jeg syntes faktisk ikke helt så godt om ideen, for ikke at sige jeg hadede den som
pesten, men på den anden side så havde både Møjfjæs og Erik idioteret sig langt ud i
det astrale plan. Så en onsdag nat drak jeg 4 pils, og smuttede ud til det lille kræ,
med en nedstryger. Jeg tror aldrig jeg har været så bange som den dag, hvis politiet
havde set det, havde jeg været henslængt til livstid i Horserød. Efter ti dræbende
minutter, havde jeg sku' cobberhead i my taske. Så veltilfreds dagen efter viste jeg
Erik, mens Møjfjæs heldigvis ikke var til stede, min erhvervelse. Jeg har aldrig set
hans fjæs så bleg, man skulle næsten forledes til at tro, at han var Møjfjæs.
Så et par dage efter mente Erik fand'me det var nok, nu skulle det her
sku' stoppe, han havde ikke set mig i et stykke tid. For jeg havde nærmest fået en
nervesammenbrud, over hvad jeg skulle gøre med hovedet, jeg havde jo et i forvejen,
troede jeg. Så det endte med at jeg en mørk aften leverede hovedet tilbage, sådan som
det nu kunne lade sig gøre, og Erik gav en runde på Havkatten.
Mit navn er stadig Alex Hermansen, Poulsensvej 45 på 3 sal., en ukendt
person.
Den emnerettede funktion:
Havfruer
En havfrue er et kvindeligt, mystisk havvæsen som er halvt menneske, halvt fisk der forekommer i sagn og eventyr. Havfruer har visdom, spådomsevner, magt over elementerne og en farlig lokkende sangkunst. Havfruens skikkelse er skabt i Forasien, men kendt i Europa fra 7. århundrede f.Kr. I Norden møder man første gang ordet havfrue i folkeviser. Havfruen er en kendt skikkelse i den romantiske litteratur, fx i H. C. Andersens eventyr "Den lille Havfrue", der inspirerede billedhuggeren Edvard Eriksen til figuren ved Langelinie i København (1913). Det vakte betydeligt opsigt, at figuren i april 1964 blev fundet uden hoved, og at gerningsmanden ikke kunne findes.
Den modtagerrettede tekst:
Kom til København og se den lille havfrue!
København, Skandinaviens smukkeste by og Danmarks hovedstad, med verdens mest berømte frue, nemlig Den lille Havfrue. Den lille havfrue er virkeligt et besøg værd, hvis de skal til København. Den ligger ved Langelinie i den smukkere del af København, ud til vandet. Hvert år kommer der i tusindvis af folk fra hele verden, Japan, USA, Tyskland, ja spændviden er stor, for at se Den lille Havfrue. Den lille Havfrue blev skabt af Edvard Eriksen i 1913, stærkt inspireret af H. C. Andersens eventyr. København og Den lille Havfrue er bestemt et besøg værd for dem og deres familie.
Den poetiske tekst:
Havfruen
vi skrev tres
havfruen blev træt,
så den hoved ikke kunne bære
men det kunne en anden bare,
han i det skar
det lavede i befolkningen skår,
men en dag blev hoved fundet
mens befolkningen over det funderte,
klog er frue igen blevet
så befolkningen håbe at frue blir'
(25/8-1997)
Der alte
"Afgang IC3 8375 til Korsør, afgår om to minutter...
Regionaltog 2684 fra Vordingborg er ca. 10 minutter forsinket pga. banearbejde".
Godmorgen...Politikken, tak.
Ellers andet.
Nej..
Det bliver 9 kr.
Værsgo hr. Ha' en forsat god dag!
Israel, står der da aldrig andet, holder de da snart ikke op med deres pjat. Nå... Men
jeg må videre, jeg skulle nødig komme forsent til min sidste arbejdsdag. Ja det er ikke
til at fatte at jeg har købt den sidste Politikken i bladkiosken på Københavns
banegård, det er da heller ikke lang tid siden man gik over til at køre med dieseltog,
skulle man tro, hvis ikke det var fordi man efterhånden har pensionsalderen.
Pensionen.... Gud ved hvad den vil bringe, aldrig mere støve gamle bøger af, som ingen
troede eksisterede. 46 år er lang tid, meget lang tid, men selvfølgelig luftforandring
er vel ikke usundt. Men tænk i 46 år har jeg begyndt på en ny dag, hvor jeg altid har
vidst hvad jeg skulle... I morgen... En dag som alle andre, men alligevel ikke, ingen vil
have brug for mig, hvad skal jeg give mig til. Hvad skal jeg lave... Pensioneret...
Hvordan må det føles, tanken er så lettende, men også grusom.
"Æh besse, se dig lige for, hvor du planter dine egetræsbjælker!"
Kortklubber, kolonihavehuse, banko, plejehjem, hvordan kan man overleve sin pension. Ingen
venner at spille kort, banko er ikke lige mig og plejehjem er kun for ga.... Hvad er det
for nogle tanker jeg er jo selv gammel, 67, hvilken alder, jeg er jo ikke ung længere,
folkeskolen er en legende, Sejet er et sted ude på landet, fjernt fra al civilisation....
Ungdommen er lige så langt væk som stjernerne.... Men alligevel stjernerne, de er vel
egentlig kommet tættere. Mærkelige tanker man kan gøre sig her på falderebet, men man
kan blive ved med at stille sig selv det spørgsmål, hvad skal jeg lave når jeg bliver
pensioneret...i morgen. Går det mon nogensinde op for mig, aldrig mere vide, hvad man
skal lave når man står op om morgenen. For første gang i 46 år kunne jeg blive
liggende, der er ingen der har brug for mig, en brik mellem millia...
"Tag lige og plant foden på speederen, alte"
Ungdommen nu til dags, ingen respekt, for dem der byggede deres samfund op. Nej den gang
for de der 50 år siden, havde man virkelig respekt for os gamle, men i dag. De unge
lærer ikke en brøkdel af hvad vi lærte i skolen, skolerne er blevet for slappe, ingen
lussinger. Ikke så sært at de unge ikke interesserer sig for naturvidenskab, de vil
hellere sidde foran disse hersens computere. Nej bøger det ved man altså hvad er, så
hvad skal vi med alt den elektronik og automatik. Samfundet er ved at gå af lave, og den
dag den sidste generation "ordentlige mennesker" går på pension, er vi
virkelig i problemer, man kan ikke holde et land i gang med avanceret teknologi, nej der
skal god gammel flid til, som det er sket i flere århundreder indtil nu. Men... ti
trappetrin til, og min sidste dag er begyndt på Rigsarkivet, men i morgen.
Der kind
"Æhhh, Christian kan du ikke lige gå ovre til
købmanden, og købe noget mælk til maden?"
Jo mor, men jeg skal lige have nogle penge først.
"Værsgo min lille skat, smut så og pas på bilerne!"
Det skal jeg nok, mor. Hej.
Fedt, det er første gang jeg helt selv må gå over til købmanden, det betyder at jeg er
ved at blive stor. Ligesom alle mine kammerater. Men det må være endnu sjovere at være
endnu større, så jeg helt selv kan cykle helt ind i byen, ind til alle de store butikker
og Tivoli. Ja det må være super godt selv at kunne gå ind og prøve alle de store ting
i Tivoli, spise masser af slik fra alle de dejlige slikbutikker. Så kan jeg måske også
få mit helt eget værelse, med TV ligesom Jesper, tænk at kunne sidde med
fjernkontrollen og så helt selv bestemme hvad jeg skal se, aldrig mere "det må du
ikke se, det er for voksne". Hvorfor er der også så meget jeg må vente til jeg
bliver voksen, når jeg sagtens kan gøre det nu, jeg er gammel nok nu.
"To liter letmælk."
"Det bliver 10.95 kr."
"Her. Farvel"
"Farvel lille dreng."
Hvorfor kalder alle mig stadig lille dreng, når jeg er blevet stor. Håber jeg kan få
lov til at sidde på forsædet, næste gang vi skal køre til Jylland, ligesom mor og far.
Så kan mor få min plads, hun er også højere. Det må være skønt og være stor,
ligesom alle andre. Og bestemme selv, så man kan gøre lige hvad man vil, hvorfor er jeg
ikke stor nok. Far og mor siger alttid "vent til du bliver større", men jeg kan
da ikke blive ved med at vente, jeg kan bare ikke vente længere. Det skal være nu.
"Mor, mor, her er de to liter mælk du sagde jeg skulle købe." (22/9-1997)
Hans Magnus Enzensberger mener, at vi forestiller os at
fjenden er et andet land fx langt borte, helst et land fra den tredje verden, er det vi
gerne vil se. I virkeligheden har borgerkrigen allerede gjort sit indtog i metropolerne,
for nu at bruge Hans Magnus Enzensbergers egne ord. Den hører til dagligdagen og det er
ikke kun en eller anden stor problemhovedstad langt borte i et tredjeland, men også hos,
vesten, Danmark o.s.v. Ifølge Enzensberger er det ikke kun "kriminelle", men
også pæne skikkelige borgere, som bliver til forvandlet til voldsmænd o.s.v. Han
understreger også, at det ikke kun er jævnaldrende og gamle medborgere, men unge.
Enzensberger mener, at vi har en eller anden smuk forestilling om at vi lever i fred og
harmoni. Videre mener han at borgerkrigen ikke kommer fra omverdenen, men fra os selv. Det
starter som et mindretal, som så på et eller andet tidspunkt får taget over og
overbevist flertallet, og så fremstiller han et eksempel fra Los Angeles, at det hele
lige pludselig sker for næsen af os.
Enzensberger mener at man kan sammenligne alt muligt grusomt i den
tredje verden med os selv. Han nævner eksempler som autonome og junglekrige. Han er
videre bange for at al den vold og ødelæggelse, som ikke har nogen begrundelse. Det
bliver bare gjort uden formål, noget som man ikke kunne have forestillet sig for nogle
år tilbage, som han siger: "Volden har gjort sig fuldstændig fri af ideologiske
begrundelser". Før i tiden havde man et formål med at gennembanke naboen, man var
troende, alt vold havde et formål modsat vore dages formålsløse og tilfældige vold og
ødelæggelse. Stalin og Hitler fx, de havde et formål, mener Hans Magnus Enzensberger,
de gjorde det for sagens skyld, ikke for simpel morskab. Så nævner han igen eksemplar
som 60'ernes og 70'ernes guerrilleros og terrorister, som i flyveblade og proklamationer
leverede deres ideologiske begrundelser for det de gjorde. Vore dages gerningsmænd,
mangler al overbevisning, for det de laver, de laver det bare uden nogen form for
forudsætninger overhovedet, mener Hans Magnus Enzensberger.
Så siger Enzensberger, at det nærmest udelukkende er unge
testosteronfyldte mænd, med mangel af afløb. Som skal vise sig for deres egne rækker,
ved at gøre ligegyldige ting. Han fremsætter så at man i gamle dage, hvad enten man var
det ene eller det andet, så prøvede man at finde sig en værdig og jævnbyrdig
modstander. I dag går man da bare amok på en eller anden tilfældig, stærk eller svag,
det betyder ikke noget som helst. Folk er feje i dag, mener Hans Magnus Enzensberger. Man
skulle tro det fx er undertrykte, der går amok på dem der undertrykker dem. Men nej,
mener Enzensberger, de går amok på dem selv, deres undertrykte kammerater o.s.v. ikke
på dem der virkelig trængte til nogle bank: Undertrykkerne.
Da Hans Magnus Enzensberger nu er tysker, så bringer han et lokalt
eksempel frem: Højreradikale eller nynazister. Men har ikke noget som helst med rigtige
nazister at gøre, mener Enzensberger, det er ren forklædning. Hvis man spørger dem vil
de bare sige de keder sig eller de havde ikke noget at lave, ikke andet, det eneste han
burde vide noget om, nazismen, aner han ikke en skid om, og sådan kan man blive ved,
mener Enzensberger. Hagekors og andre Hitler rekvisitter er bare pynt, historien ved
nynazisterne heller ikke en døjt om. Nynazisme er T-shirts cowboy-bukser, compact disc's,
fanmagasiner o.s.v. Det hele er bare sådan til at vide, hvor man hører til, ikke andet.
Nynazisterne kunne lige så godt banke gamle koner, handicappede eller skolebørn, som
tyrkere eller muslimer. Hans Magnus Enzensberger slutter: "Stillet over for valget
mellem tyskhed og motorcykel, fædreland og diskotek ville han ikke være længe om at
bestemme sig. Da hans egen fremtid ikke betyder noget for ham, kan det ikke undre nogen,
at han også er revnende ligeglad med sit eget land".
Jeg må nok desværre sige at han for det meste har ret,
selv her i fredelige Danmark. Men jeg vil også sige at det faktisk kom bag på mig,
d.v.s. sådan havde jeg faktisk aldrig tænkt eller forestillet mig verden eller Danmark
for den sags skyld. Som så mange andre havde jeg nok også forestillet mig en
udefrakommende fjende, det gør jeg nok stadigvæk, selvom den kolde krig er slut, er
fjendebilledet rykket ned i varmere omgivelser, Mellemøsten. Men for nu at hive et
højaktuelt emne frem: Rockerkrigen. Der er måske et par hundrede rockere i landet, og
det er i hvert fald ikke en ud af hundrede for nu at kommentere Enzensberger, men de få
rockere har i en alt for stor grad faktisk styret landet, politiet og folketinget.
Folketinget har i panik, jævnfør bange for at miste stemmer, indført en rockerlov,
politiet har brugt tons vis af overarbejdstimer, som har kostet virkelig mange millioner
kroner, for ikke at nævne afpresning i fængslerne, udøvet af rockere. Hvis vi knap nok
lod mærke til dem, ville de nok ikke skabe sig, sådan som de gør.
Og hvordan skabes sådan en rocker, nynazist eller anden højkriminel
sindsforvirret og asocial samfundsborger. Ja det skyldes samfundet selv: Karriere
stræbende ligeglade forældre, slappe linier over for vold, langvarige skilsmisser,
hustruvold, ja i det hele taget en stor ligegyldighed over for ungdommen, ingen gider tage
sig af de unge mere, for det gør samfundet jo. Vi putter dem jo bare i en institution, og
så er de anbragt, så kan vi jo arbejde os til den Mercedes og det B & O anlæg vi
har brug for. Børn og unge er blevet et biprodukt af samfundet, noget mindre vigtigt,
derfor bliver børnene og de unge til problembørn, som de bliver kaldt af samfundet. Man
kunne virkelig lære noget af biologien, i biologien er den eneste ting det drejer sig om,
at fører arten videre d.v.s. børn, ingen materielle goder. Men nej vi vil hellere drukne
i materielle goder, end at tage os af det vigtigste her i verden: Livet. Hvis man havde
valget imellem at have en masse materielle goder og ingen venner, eller en masse venner og
få materielle goder, ja jeg er ikke et sekund i tvivl.
Et andet eksempel på at borgerkrigen er ved at indtage vores samfund
er den ikke så gamle Laval sag. Hvor "tilhængere" af Laval og
"tilhængere" af hans morder, fuldstændigt hensynsløs går amok på hinanden,
midt uden foran Aarhus byret, mens politiet ser på. Over hele landet bliver der
konfiskeret våben og ikke mindst skydevåben næsten hver dag, man er lige ved at komme i
tvivl om, det er tilladt at have våben eller ej. I Tyskland, vores nabo, er der
undersøgelser der peger i retningen af, at hver femte husstand i Tyskland har et
skydevåben eller flere, selvom det er ulovligt. Så er det man stiller sig selv det
spørgsmål, hvor er vi på vej hen? Skal vi alle sammen have atommissiler stående i
baghaven? Føler vi os så truet? Det ender med at den oprustning vi alle sammen har gang
i, sådan bare for at beskytte os, bliver brugt mod os selv: Borgerkrig. Nej, det er da
utænkeligt ville nogle mene, ja selvfølgelig ind til den dag en gruppe fanatiske
galninge begynder at skyde om sig, så når vi nu har de våben, så hvorfor ikke forsvare
sig? Så skal man passe på at det ikke eskalere, som Hans Magnus Enzensberger også er
inde på.
Jeg er bange for at det er en naturlig udvikling, som Enzensberger
tolker forfærdeligt rigtigt. Vi skal have nogle fjender, og det ender sikkert i en krig
igen på et eller andet tidspunkt, er jeg bange for. Det er ligesom en ballon, vi bliver
ved med at pumpe luft i den, men på et tidspunkt vil den eksplodere. D.v.s. det er
naturligt med en krig en gang i mellem, for at få lettet trykket, vi glemmer for hurtigt
den sidste krig og dens grusomheder, men ligemeget hjælper det. Lige pludselig kommer den
uden varsel. Det behøver vel og mærke ikke være en verdenskrig, men fx en rockerkrig,
man kan jo allerede se hvor svært det kan være at få bekæmpet sådan en bagatel.
Nej min opfordring til alle skal lyde, at jeg er bange for Hans Magnus
Enzensberger har ret, men det er ikke en facitliste, vi kan sikkert blive bedre mennesker,
hvis vi vil. Der er vist noget med, at du ikke må stjæle eller begå drab og du skal
elske din næste. Ja her var endnu et kedeligt eksempel på hvor ligegyldigt samfundet er
blevet, jeg indrømmer gerne at jeg er kristen ateistisk, som jeg nu selv så fint kalder
det. Det er egentlig dødflovt og direkte et tegn på ligegyldighed at størstedelen af
dette land, er i den danske Folkekirke inklusiv undertegnede, ikke kan de Ti Bud. Faktisk
kan de fleste heller ikke finde rundt i eller forstå Bibelen, undertegnede kunne ikke en
gang finde de Ti Bud i Bibelen. Endeligt må man sige at samfundet er blevet slapt og
ligegyldigt, det gælder mig, dig, såvel som din næste. Noget må gøres, og svaret er i
os selv, det er så bare spørgsmålet om vi kan eller vil gøre noget, jeg tror det ikke:
Vi er ligeglade! (28/10-1997)
De fremmede, et uløseligt problem, eller?
I Danmark er der mange der mener, at vi har for mange
fremmede, og lukker alt for mange ind. Vi har for dårlige krav, til dansk indfødsret og
sidst men ikke mindst så skaber de så mange problemer, arbejdsløshed, kriminalitet og
utryghed. Men gør de det? Hvad ved vi egentlig om dem? Ikke meget nej, der bliver nok
også genereliseret for meget, når en brøkdel har slået fru Hansen ned o.s.v.
Min holdning er, at først og fremmest skal de ligemeget om de taler
tyrkisk, mandarin eller engelsk, så skal de overholde den danske lov, også selvom den er
i direkte modstrid med deres tro og religion. Hvis de bor her i landet, skal de ligesom
alle andre danskere, overholde loven, ikke noget med fx jøderne, det kunne ligeså godt
være et andet folk eller en anden sag. Men fx jøderne de har slagtet dyr, d.v.s. køer,
ved at årelade dem i live, vel og mærke, fordi det diktere deres religion, men hvad med
den dansk lov, dansk etik og moral, nej det er fuldstændig uden betydning. Når de skal
være legale danske borgere med ret til offentlig pension o.s.v., så er min holdning af
de burde overholde den danske etik og moral, eller som et minimum overholde den danske
lovgivning. Det skal lige tilføjes at hvis det var danskere der havde gjort det, så var
brændet faldet med det samme, men det har det ikke gjort i dette tilfælde, fordi mange
danskere stadig kan huske jødeforfølgelser og sådan noget, som er totalt forkasteligt,
ligemeget hvilket folkefærd det er. Men fordi vi har haft de forfølgelser så har
jøderne indtaget en særstatus, så vi ser lidt lempeligt på det, for ikke at komme til
at blive kaldt racister over for sådan et folk, det sikkert helt naturligt, men vi har
dansk lovgivning, og den gælder for alle, det står der i loven, men hvad gør den i
praksis? Loven vil altid have en tildens til at ændre sig, i forhold til hvem eller hvad
det er, der er nok mange der ikke vil være enige, men de kan prøve at anklage fx
statsministeren og en ussel arbejdsløs fremmedarbejder, hvem vil det gå mest ud over,
det er man vist ikke i tvivl om.
Men selvom de overholder dansk lovgivning, skaber de jo stadig
problemer, for ikke at forglemme så kan "danskere" altså også skabe
problemer, rockerne de hed vist ikke Muhammed eller Yiazit. Vi må tænke på at de kan
have en meget forskellig religion fra vores fx. Det er også derfor at det er lettere at
hede Frizts fra Tyskland eller John fra Storbritannien, fordi de har jo levevaner lige som
os, de ser ud lige som os og de har en religion der ligner vores utroligt meget, som nok
skyldes vores geografiske placering og historie i forhold til os. Og hede Muhammed eller
Yiazit medfører jo som regel at man ser lidt, måske meget anderledes ud end os, ens
religion går måske ud på at ligge og bede til en eller anden langt væk seks timer om
dagen, for ikke at tale om deres levevaner, som måske går ud på at tygge cat eller gå
med en mærkværdig hovedbeklædning, eller noget helt tredie. Kan vi danskere måske
tolerere at en fra et eller andet fremmed land pludselig tager et tæppe frem og begynder
at bukke sig, mens han siger nogle underlige ord som vi ikke forstår eller ligner vores
på nogen måde, fx midt i en undervisningstime på en skole, eller i en kantine eller
måske i et supermarked, nej vel, der vil altid være nogle der bare ikke kan døje det.
Er det så mærkeligt, det er det overhovedet ikke, for hvis vi nu tænker os at vi tager
til en af deres lande, og opfører os ligesom herhjemme, hvad ville deres respons være. I
mange lande fx anerkender de ikke kvinder og piger som mennesker, men bare som noget der
er der, de skal måske bærer slør, de må kun sige noget når de bliver spurgt, hvordan
ville det være for en dansk pige eller kvinde at komme til sådan et land, hun ville
sikkert føle sig utryg, ensom o.s.v., men er det mærkeligt.
Hvis vi nu lader tankerne falde tilbage til vores smørhul, her på
kloden. Vi sidder i en kantine på en fabrik, vi er en simpel arbejder. Så kommer der en
arbejder, hvis navn er Muhammed eller Yiazit, ind til os, 50 danskere, som har kendt
hinanden i lang tid måske. Hvad skal vi sige til ham? Kan han overhovedet tale vores
sprog? Hvor kommer han fra? Er vi ikke bange for at vi måske kan komme til fornærme ham,
ved måske at tale til ham, det kan være han fornemmer det som en trussel. Hvis vi
sætter os hos ham, hvad vil de andre sige. Hvad skal vi sige til ham? Det er så svært,
at vi ikke gør nogle af delene, måske laver vi nogle lidt ondsindede vitser sammen med
de 50 andre, griner og snakker om ham. Men ikke til ham, for det er ikke
"lovligt". Det samme med ham, han er nok også utryg ved situationen, hvad skal
han sige til dem, han kan jo måske heller ikke sproget. Hvis han sætter sig ved siden af
de 50 andre, hvad vil de så sige? Han er måske bange for, at virke provokerende, det
ville jo ikke være så godt, at komme i uføre med de andre, hvis man skal være
"sammen" med dem 37 timer i ugen. Så allerede her, bliver der kølet meget ned,
ret ubevist og uden nogle egentlig ondskabsfulde hensigter, men hvad skal man sige og
gøre. Så når der er gået noget tid, så kan det være at de 50 danskere, måske
tænker anderledes, som fx sådan det her: "Ham der gider vi ikke tale med, for han
sidder altid der over i hjørnet, kigger ud af vinduet, og er for "god" til os,
ja en skide fremmedarbejder!" eller "Ham der ham siger heller aldrig en pind,
så hvordan skal man komme i kontakt med ham, når han er ligeglad med os, det er fandeme
også de fremmedarbejdere, de tror de er så meget og så tager de for øvrigt alt vores
arbejde!", og eksemplerne kan kun blive værre, mens tiden går. Han vil sikkert
også tænke det samme, så er der startet en ond cirkel, som kan være nærmest umulig at
bryde, den kan faktisk kun blive værre. Hvem er skurken, det var i hvert fald ikke de 50
danskere, eller fremmedarbejderen, det må have været den alt for meget plads i
kantinen!?? Nej vel, men hvad så?
Det er jo ikke så mærkeligt de begynder at søge sammen, når de ikke
kan få kontakt, men hvordan får man så kontakt, hvis man er lidt træt af kun at være
sammen med sine venner. Så er der "kun" en mulighed, at søge sammen i bander,
det er da klart at der ikke er nogen anden mulighed. Disse bander de keder sig jo
ustandseligt, så de begynder lige så stille at smadre lygtepæle, postkasser og skolers
vinduer, når det ikke er sjovt længere, går de amok, på vores biler, cykler og huse.
Først der begynder vi at forbande de fremmede, og de fremmede er vel og mærke ikke
tyskeren hende på Annemonevej, englænderen på Falkevej heller ikke så meget russeren
oppe i 4B, han ligner jo os, hans religion er jo heller ikke så slem, okay han taler et
mærkeligt sprog, men er sgu' egentlig god nok. De er jo her heller ikke i hobetal,
ligesom de dumme svin fra Mellemøsten, alle de Sadam'mer. Når vi rigtig har fortalt hvor
store svin de egentlig er, selvom vi måske har inviteret nogle af dem herop, men det
husker vi jo ikke. Tager svinene hævn og begynder at banke ens naboer i jorden, slår
gamle mennesker ned på gaden og rasere tilværelsen for mange andre. Så fortsætter den
sorte cirkel bare, den eneste forskel der er, er at den bliver lidt større for hver
eneste gang.
Min holdning er så, at vi skal prøve at begrænse antallet af
indvandere, især dem fra de lande vi ikke rigtig kan lide, det er ikke fordi jeg er
specielt racistisk, i hvert fald ikke mere end alle de andre. Tyskeren, englænderen og
russeren har vi sådan set ikke så meget imod, de er ok, d.v.s. dem "ser" vi
ikke. Men det hele vil ekskalere, så meget en dag at vi måske ender i en borgerkrig, og
hvem er interesseret i det, det er langt ude, måske. Men man skal tænke på at
religionsforskelle kan blive så store og antallet af indvandrere kan blive så farligt
højt at vi føler os truet, og hvad gør folk som føler sig truet, de opruster sig, og
en dag har de oprustet sig så meget, at en lille gnist kan få bomben til at eksplodere.
Min holdning er at vi og de er bedre tjent hvis de bliver i deres eget land, men derfor
behøver vi jo ikke, ikke at hjælpe dem. Problemerne ville ikke være der, hvis de havde
det godt, så de ikke behøvede at flygte op til os, men det kræver at vi gør det bedre
at leve i deres eget land, men det kræver altså også penge, og dem har vi bare ikke.
Min konklusion er derfor, at vi og de har det bedre i deres eget land,
men det udelukker jo ikke at vi ikke kan kommunikere og være sammen, vi skal bare ikke
være sammen på den uheldige synlige måde, vi skal være som tyskeren, englænderen og
russeren. Men dem vi har i landet kan vi jo ikke bare smide ud, dem skal vi prøve at
integrere på den bedst mulige måde overhovedet, jeg er bange for at det bliver en meget
dyr løsning, ikke penge, men: en holdningsændring, det er svært, men der er en løsning
til alt. Debatten er åben for alle, man skal bare ikke være afvisende for alt, man skal
lytte til hvad andre siger, også selvom man står for det totalt modsatte. (24/11-1997)
"I tøjudvælgelsen overvejes derfor nøje, om det passer til den
forståelse, vi har af, hvem vi er og om det understreger, hvordan vi gerne
vil tage os ud." skriver Christa Lykke Christensen. Eller kort og godt, at vores tøj
er et spejlbillede af vores person eller en person vi gerne vil ligne. Så indtil for ikke
så lang tid siden, gik direktøren rundt i slips og jakkesæt, håndværkeren i slidt
Kansas arbejdstøj og sikkerhedssko, og forskeren i hvidt kittel. Men sådan er det ikke
længere, vi klæder os forskelligt på tværs af de sociale grænser.
Nogle direktører går stadig rundt i det "gammeldags" slips
og jakkesæt, men mange direktører i dag, har ingen problemer med at gå rundt med
pizzaplettede sweater, halvslidte brune bukser og joggingsko. Et eksempel på direktører
som ikke er klassisk klædt, kan fx være lederen af en af verdens største firmaer,
Microsoft, og verdens rigeste mand, han gik indtil for ikke så lang tid siden, og sådan
set også i dag rundt i det omtalte pizza-sæt. Det ser meget ud til at direktører
specielt inden for computerbranchen, går rundt i et pizza-sæt, i og med de tilhører en
forholdsvis ung generation, som ikke vil virke alt for gammeldags, ved at gå rundt i
slips og jakkesæt, også selvom de kommer til penge.
Håndværkeren i slidt Kansas arbejdstøj, er efterhånden en vigende
gruppe. For hvad er en håndværker, han behøver ikke nødvendigvis være maler, murer
eller elektriker, han kan lige så godt være computertekniker, processoperatør eller
telekommunikationstekniker. Den sidste gruppe kan og går også rundt i slips og
jakkesæt, hverdagstøj eller lidt uvasket slidt tøj. For hvad grund har en
telekommunikationstekniker ved at gå rundt med sikkerhedssko, når den største risiko
ved at få noget over tæerne, er en telefax måske.
Forskeren har fuldstændig ændret sig, eller også er det vores
opfattelse af en forsker, der har ændret sig radikalt. En gang var en forsker en
indadvendt mand i et laboratorium i hvidt kittel, men i dag kan han lige så godt være
biologen på markarbejde i vaders, fysikeren i det omtalte pizza-sæt eller astronauten i
hverdagstøj. De eneste forskere der slæber rundt på et hvidt kittel er vel kun læger,
kemikere og forskere som synes det er vanvittig smart. Men som omtalt tidligere, kan det
også være en holdningsændring hos folket i opfattelsen af en forsker.
Ens tøjvaner er som omtalt i Christa Lykke Christensens tekst og
tidligere her i teksten, en afspejling af ens indre personlighed, eller en personlighed
man gerne vil leve op til, eller direkte være. Hvem kan forestille sig en hippi eller en
soldat i slips og jakkesæt, det kan man nu nok godt, men det er nok ikke den gængse
hippi eller soldat, eller måske kongen eller dronningen i usselt hverdagstøj, gamle fru
Jensen på 94 i tætsiddende lædertøj, drenge i kjole og hvidt eller piger med habit og
butterfly. Vores tøj er tæt knyttet sammen med vores måde at være og opfører sig på,
hvad enten vi ved det eller ej. Hvis vi ikke interessere os for tøj, kommer tøjet til at
vidne om det alligevel, man slipper simpelthen ikke uden om det. Samtidig mens moden
ændre sig, ændre vores påklædning sig også, men vores grundlæggende
beklædningsprincipper vil aldrig ændre sig, fordi vores grundholdning til livet, politik
eller venner næsten heller aldrig ændrer sig. Vores tøj vil altid være en afspejling
af vores sind, uanset moden, moden følger vi jo alle bevist eller ubevist, fordi tøj som
er umoderne, faktisk er nærmest umuligt at få fat i. Fx hvis vi tager en rigtig
gammeldags nørd, ikke at forveksle med det "helt okay at være nørd image",
som går rundt i brunt, gammelgrønt tøj og selvfølgelig de obligatoriske briller, hvis
han så får en ide med at gøre noget helt "vildt" ved sit udseende og dermed
tøjet, så vil han stadig gå rundt i samme farver, men med måske lidt mere moderne
bukser og bluse, men der vil ikke være langt tilbage til "grundstillingen".
Ligegyldighed vil udtrykke sig i påklædningen, om vi er miljøbeviste
eller ej vil udtrykke sig i påklædningen, om vi er højre eller venstre orienterede, om
vi er indadvendte eller udadvendte, ja alt. Fordi vi bruger det som en slags første
øjekasts indtryk, faktisk en reklame, så personen der står overfor en, allerede er
blevet vidne til hvem man måske er, uden at spørge vedkommende. Af gode grunde kan vi
ikke råbe op om hele tiden, hvem vi er, så vi bliver nød til at have en slags ubevist
beskrivelse om hvad vi er og står for, igennem tøj, frisurer osv. Det hele går tilbage
til en af de urenstinkter mennesket altid vil have, at viderefører gener til næste
generation. Så vi bliver nødt til at gøre opmærksom på os selv, så vi kan finde en
partner, også ved hjælp af påklædning. Det hele sker i bund og grund i konkurrence
henseende.
Der er mange forhold der spiller ind når vi vælger påklædning, skal
det være praktisk, skal det være smart, utraditionelt, ligegyldigt, holdbart eller noget
helt andet, det er helt op til ens smag og behag. Er man håndværker indenfor fx
murererhvervet vil man nok ikke vælge sit selskabstøj som arbejdstøj, det skal være
noget der kan holde til vind og vejr, pletter, maskinvask og hårdt slid i det hele taget.
Er man polarforsker skal man nok ikke vælge hvidt kittel, når ens arbejde primært
udføres i kolde omgivelser, som kræver tykt, tungt, varmt tøj, som kan holde til barske
omstændigheder. Er man direktør, behøver man nok ikke noget særligt slidstærkt tøj,
men nok mere noget der kan "sælge", dvs. noget som får sine omgivelser til at
tro at man er en man kan stole på, og ikke bare den lokale fusker. Det behøver heller
ikke kun være på arbejdet, vi har brug for forskellig slags tøj, det har vi også i
hverdagen. Det afhænger af om vi skal til rund fødselsdag, rockkoncert, kirke,
jobsamtale, bal, travetur eller noget helt tredie. Hvis vi skal til rund fødselsdag
vælger vi nok noget pænt tøj vi kan lide at gå i, til rockkoncert er tøjet nok ikke
så væsentlig, der vælger vi nok noget der er en anelse pænere end dagligdags tøj, i
kirken kommer vi nok i noget mere højtideligt tøj, til jobsamtale vælger vi nok noget
tøj a la slips og jakkesæt, hverdagstøj eller robust arbejdstøj afhængig af hvilket
job vi vil søge, til bal kommer vi nok i noget meget fint selskabstøj som man vel og
mærke kan danse i, til traveturen vil man nok vælge noget letsiddende luftigt,
behageligt tøj som ikke behøver være så nydeligt, man bliver nok næppe udsat for at
skulle sidde til bords ved dronningen.
Men en ting er sikkert, det er fuldt op til os selv, at bestemme tøj,
som Christa Lykke Christensen skriver: "At vælge tøj er for de flestes vedkommende
et privat anliggende, noget der angår os som enkeltpersoner". (26/1-1998)
»Walter Mittys hemmelige liv« er skrevet af forfatteren og den
humoristiske tegner James Grover Thurber, 1894-1961. Han specialiserede sig i, hvad han
kaldte »krigen mellem mand og kvinde« samt hunde og barokke situationer, man kan vist
godt sige at der en slags krig mellem mand og kvinde i denne tekst. Han var fra 1927
tilknyttet avisen The New Yorker og har bl.a. udgivet bøgerne Er sex
nødvendigt? fra 1929 og Sælen der blev berømt og andre historier som er fra
1939. Selve denne novelle er fra 1942 og er en kronologisk skønlitterær novelle.
Novellen er som sagt skrevet i 1942, men selvom det ikke havde stået
hvornår den er skrevet, er den alligevel meget let at stadfæste. Den udspiller sig så
med næsten eksakt nøjagtighed i forfatterens samtid, dvs. under Anden Verdenskrig.
Blandt andet fordi mange af hans fantasier handler om krig, og netop om krigen mod
Tyskland, nummer to vel og mærke. På grund af at biler er meget udbredt, og præsident
Roosevelt er nævnt. En ting er sikkert, novellen kan under ingen omstændigheder udspille
sig efter 1945, pga. Roosevelt døde under krigen, helt nøjagtig den 12 april 1945.
Handlingen strækker sig cirka over en fjerdedel til en halv dag, eller hvor lang tid det
nu tager for at køre til frisøren og blive klippet. Årstiden er sandsynligvis vinter,
fordi han skal ud og købe nogle galocher og at han sjasker rundt i noget snesjap, det er
dog mere tvivlsomt om det er hen imod foråret eller om det er i starten af vinteren.
Vinteren skal nok symbolisere at han er ved at være en gammel mand, at han så selv ikke
vil indrømme det er en anden sag, han er bare ikke så ung som han gerne vil have han
skal være. Der er i teksten egentlig to sideløbende handlinger, hvis man kan sige det
sådan, den ene er en traditionel kronologisk handling, den andet er en slags
fantasiverden, fremtids flash back eller drømme, hvert af disse betegnelser kan bruges,
men en enkelt er ikke helt dækkende.
Stedet, eller rettere sagt stederne, kan deles op en det fysiske og det
»psykiske«. Fordi noget er reelt noget man kan tage og »føle« på og noget er kun
tænkt, dvs. noget der eksistere i hovedet på Walter Mitty. De fysiske steder er: bilen,
parkeringshuset, hotellet, faktisk det meste af byen Waterbury som ligger et eller andet
sted i USA. De psykiske steder er som følger: et marinehydroplan (en speciel
hurtiggående motorbåd, som næsten »flyver« på vandet), et hospital, et retslokale,
en bunker et eller andet sted inden for tyskernes rækkevidde under Anden Verdenskrig og
et sted måske i ovennævnte krig, hvor man henrettede fanger ved skydning. Alle de
psykiske steder stiller hovedpersonen i en slags helteposition, a la helten er i en
livstruende situation uden mulighed for at flygte, man gør det alligevel. De fysiske
steder er med til at fremhæve, hans fravær fra verdens liv og romantiserede lille helte
verden inde i hans hovedet. I nogle punkter forlader han faktisk verden, dvs. kobler helt
af, for at leve i hans fantasiverden, følgerne er at han helt glemmer den virkelige
verden, bil, skilte, kone, ja alt glemmer han i de øjeblikke.
Walter Mitty's sociale stand er vel nok den lidt bedre stillede
middelstand, han har trods alt en bil, vel og mærke i 1940'erne, han laver tilsyneladende
ikke særlig meget, man kan være tilbøjelige til at mene at han er pensionist. Men jeg
tror det er at gå for vidt, han er nok i 50'erne vil jeg tro, og håndværker som laver
lidt en gang i mellem, sådan så man lige kan opretholde den nødvendige sul på kroppen.
Dvs. hans økonomi er ikke den bedste, men han har alligevel råd til lidt extra en gang i
mellem, sandsynligvis pga. en mindre formue han har arvet. Er har nok ikke særlig mange
venner, han går nok heller aldrig til nogle kulturelle arrangementer, interesseret i
kunst er nok heller ikke, i det hele taget har han ikke meget at lave. Den skyldes nok
også at han er kommet i det man populært kalder »panikalderen«, det er en
overgangsalder, hvor det ligesom går op for en man ikke er ung mere, og så prøver på
at blive yngre ved at gøre nogle mærkværdige ting som fx at købe en stor motorcykel og
fræse derudaf med 200 i timen, eller noget lignende, man prøver virkelig at virke frisk
og ung. Hans kone er ikke i helt i samme situation, fordi hun er den dominerende, hun er
heller ikke i panikalderen, det er vist også mest et mandefænomen. Men hun er nok lidt
mere kulturel end Walter, se allerede navnet virker kedeligt. Hun er nok medlem af den
lokale strikkeklub, eller går måske til banko, eller hvad man ellers kan leve, måske
byde naboerne på the. Men Walter er meget længere væk i hans helt egen verden, så han
helt sikker tilfreds med, i hvert fald på skorpen, under skorpen er det lidt mere uklart.
Handlingen består af en slags »hovedhistorie«, som egentlig er den
sekundære historie. For ind i mellem bliver hovedhistorien afbrudt af en af Walters
drømme. Og det er de drømme som er novellens egentlige hovedhistorie, vist man kan sige
det sådan. Historien starter med en fantasi, som så bliver afbrudt af noget realworld,
så noget fantasi, realworld, fantasi, realworld, fantasi, realworld for så til sidst at
blive afsluttet af noget fantasi.
I tekstens fysiske verden bliver der ikke personskildret direkte, men
indirekte, hvis der overhovedet forefindes personskildring. Men i den psykiske del bliver
der skildret en del direkte, men stadig indirekte.
Walter Mitty er en meget indelukket person, en meget styret person,
meget hensynsfuld person på ydersiden i hvert fald. På en måde er han let påvirkelig
og så alligevel lidt stædig, det kan man bla. se ved at han skal tage hansker på,
selvom han ikke gider, men han gør det for bagefter at tage dem af igen. Han drømmer
virkelig meget, det er vel og mærke beviste drømme. I hans drømme er det ham og alene
ham der er i centrum og ikke andre. Eksempler fra teksten: »Vil De ikke nok overtage det,
Mitty?«, der er det selvfølgelig Mitty der skal overtage, selvom specialisterne fra
henholdsvis New York og London nok havde meget mere erfaring. De bliver faktisk gjort
fuldstændig til grin, ligesom alle andre i teksterne. Okay det kan godt være at de ikke
bliver til grin, men de bliver i hvert fald sat i en mindreværdssituation. I hans mangel
på styring og opmærksomhed har han så kompenseret ved hjælp af drømme, hvor det er
ham der styre slagets gang, ham der redder det hele og ham alene der har overblikket. En
af grundene kan være at han ikke rigtig kan frigøre sig rigtig fra sin kone, som er af
den dominerende type, i forhold til Walter. Walter er faktisk en uduelig lille stille fyr,
men i hans drømme er det hele anderledes. Han er nok meget bange for at blive gammel,
eller han vil i hvert fald ikke erkende det.
Walter Mitty's kone er den dominerende af de to, det er hende der
bestemmer: »Du ved godt, jeg bryder mig ikke om at køre mere end 65« og »Hvorfor har
du ikke handsker på? Har du tabt dine handsker?«, allerede de to replikker siger hvem
der er »herren« i huset. Hun får sin vilje hele tiden på bekostning af Walter.
Men som modsvar til Walters kone, har han sine drømme figurer af ham
selv. De psykiske personer er helte, det er dem der dominere. De redder situationen i hver
eneste drøm, det er sådan han gerne ville være. Men det er altså ikke kommet meget
længere end til tegnebordet, og der har det sikket været i umindelige tider. Det er
klart at hans drømte figurer er vildt overdrevne, de er simpelt hen 180 grader en anden
person end han selv er, de modtager ingen ordrer fra andre overhovedet, det er dem der har
overblikket og styringen.
Fortælleformen må næsten være en begrænset jeg-fortæller, da alle
andre end Walter ses udefra, Walter ses nemlig også indefra ved fx: »De er så pokkers
storsnudede«, som det er han siger til vagten i et parkeringshus. Men fortællertypen kan
også godt være den personale fortæller, det er svært at bedømme, og skelne de to fra
hinanden. Argumentet for den personale fortæller er, at fortælleren gengiver, hvad
personen oplever, tænker, siger, gør og føler.
Metaforer er der næsten ingen af, men nogle er der eks.: »Chefen er
ikke bange for fanden selv«, som skal forstås sådan at kaptajnen ikke er bange for den
kommende orkan som skibet skal igennem. Man kan sige at henrettelsen til sidst er et
symbol, på at der er noget der er ved at være slut, dvs. det her er afslutningen på
teksten. Sætningsbygningen er ikke særlig kompliceret, den må siges at være meget
enkel. Teksten hælder vist mest til bagvægt fremfor forvægt, pga. ordstillingen. Stilen
holdes godt nok i rimelig høj stil, pga. den forholdsvis store benyttelse af fremmedord,
sætningsbygningen kan også godt til tider være let enviklet, men alligevel virker
novellen ikke så syntetisk bygget op.
Temaet må være at ensomhed godt kan være skjult bag en stærk
facade, som kan være svær at bryde i gennem, så man kan finde den rigtige og uspolerede
personlighed. Motivet/budskabet må være at man ikke skal være for meget indlukket, det
skal man passe på med. Det ender bare med at man begynder at være desillusioneret, så
man ikke længere kan kende forskel på den virkelige verden og den syntetisk skabte
verden inde i ens drømme, det er især galt når man dagdrømmer, i og med at man har
stor kontrol med ens drømme når man er vågen. Budskabet kan også være at man ikke
skal lade sige blive styret, man skal prøve om man ikke kan være den styrende overfor
sig selv, ikke nødvendigvis over for andre. (21/4-1998)
©Anders Skærlund Petersen, 1998-99