Dansk stil, 2. g


Karakteren for stilen angives i parentes. Parentesen efter stilen angiver datoen.

Lydighed? (10)
Krop og klæder (Reviderede udgave) (7)


Lydighed?

"Autori’tet –en, -er (lat. auc’toritas, se autor) myndighed, magt; den som besidder myndighed, magt." Uddrag fra Gyldendals Røde Fremmed Ordbog.
    "Den som besidder myndighed, magt" – det kan jo betyder nok så meget. Autoritet er en af de mærkelige ord som vi bruger her og der i det daglige, men når det kommer til stykket er vi overhovedet klar over hvad grundbetydningen er. Stanley Milgram starter "Lydighedens gode og onde egenskaber" med ordene: "Autoriteten definerer jeg som den person, der har ret til at bestemme over, hvordan jeg skal bære mig ad". Allerede der har vi to betydninger, men det bliver først forvirrende når de ca. 5,5 milliarders mennesker har givet deres version af, hvad ordet betyder. Når jeg hører ordet autoritet, tænker jeg mest af alt på forældre, lærere, politi og andre offentlige myndigheder, men kan det kædes sammen med Milgrams ord: "...definerer jeg som den person...". Det kan de vel, for når det kommer til stykket så har disse personer og instanser magt til at bestemme over hvordan jeg skal bære mig ad, eller jeg giver dem i hvert fald ret til det. Men hvorfor det, behøver jeg indordne mig på denne nærmest udemokratiske måde, behøver jeg underordne mig kravene fra disse autoriteter?
    Svaret ligger vel et eller andet udefinerbar sted mellem ja og nej, eller gør de. Hvis du spørger en diktator a la Saddam Husein vil han give dig svaret ja, men hvis du spørger en autonom rendende rundt med brosten til diverse formål vil svaret være nej. Og hvorfor så det, jo grunden er ekstrem nærliggende. Saddam Husein svarer ja, af den grund at han mener at han er autoriteten selv, at han desværre nok også er det, er en helt anden sag. Svaret fra den autonome, ligger nærmest i ordet selv, autonom betyder selvstyrende, dvs. at den autonome nok ikke er helt vild i varmen for at indordne sig under nogen som helst form for autoriteter. Begge de to holdninger har svært ved at drive samfund med nogenlunde orden, så derfor er autoritet nok en nødvendighed for samfundets opretholdelse, som Stanley Milgram beskriver det: "Ethvert menneskelig kollektiv er afhængigt af en eller anden form for organiseret autoritet". Af den grund bliver jeg, dig og din næste nød til at indordne sig under nogle autoriter, ellers kan vi ikke leve sammen – i fred. Vi skal derfor være lydige overfor de autoriteter vi er underlagt, men vi skal samtidig kunne kritisere de selvsamme autoriteter, men uden at det giver bagslag. Vi er dermed underlagt en autoritet som vi selv er en del af i sidste ende. Med de ord har vi allerede et godt tag på, hvad demokrati egentlig betyder. Altså hvis vi nu forestiller os at vi har en 6 årig dreng Søren, Søren er i de første mange leveår nærmest kun underlagt en autoritet (som han forstår), sine forældre. Når han bliver ældre kan vi fx forestille os at han kommer ind på et gymnasium, hvor Søren bliver aktiv i nogle udvalg på skolen. Når Søren er til time, er han på en måde underlagt lærens autoritet, men når han fx sidder et udvalg på skolen sammen med måske de selvsamme lærere, så bliver han en autoritet sammen med de andre i udvalget, overfor måske hans egen lærer. Altså læren er autoritet i Sørens time, mens Søren kan blive en autoritet overfor læren igennem udvalget, som fx kan give nogle retningslinier for hvordan læren skal opføre sig overfor eleverne – igen er vi en del af den autoritet vi selv er underlagt. På den måde kan vi (og Søren) bedre acceptere at være underlagt en autoritet, og dermed bliver vi også mere lydige overfor den, netop fordi vi har medindflydelse på den autoritet vi er underlagt.
    Af den ovennævnte grund har Stanley Milgram fuldstændig ret i at menneskers forhold til autoriteten ikke nødvendigvis behøver at være destruktivt. Han nævner videre at det faktisk kan være konstruktivt, fx i Sørens eksempel med udvalget, det kan tit og ofte være en hjælp til selvhjælp hvis læren ved hvordan han skal opføre sig. Men autoriteten kan selvfølgelig også være negativ og være årsagen til negative og destruktive processor, fx hvis Søren fik besked på i lærens time at han skulle holde sin kæft, sidde stille, ikke snakke med naboen og for resten heller ikke på anden måde forstyrre læren i sit møgarbejde, som læren nu selv udtrykker det. Og udvalget kan Søren heller ikke sidde i, fordi det er lærerne der bestemmer; su-ve-rænt, og lærerne for øvrigt har opfattelsen: "Og nå ja, så er der jo også eleverne". Søren har dermed ikke noget at skulle have sagt, ingen indflydelse og dermed ingen respekt eller lydighed overfor læren, det kan selvfølgelig opfattes, at der er en hvis lydighed fra Sørens side, men det er kun for at undgå "tæsk", inderst inde vil han være fuldstændig autonom overfor læren. Men hvad hvis Søren nu ikke var elev, og var lærer, hvordan ville han så opfører sig? Han vil være autoriteten og sandsynligvis fortsætte sin gamle læres destruktive undervisning – han er et barn af systemet, et barn af autoriteten der har oplært ham. Her er vi allerede inde på en af de væsentlige grunde til, hvorfor samfundets opbygning ikke ændrer sig fra dag til dag, men langsomt hen ad vejen, hver generation ændrer sig kun en lille smule fra den tidligere generation.
    Men hvorfor adlyder vi vores forældre, for det gør vi selvom vi ikke vil erkende det, politiet osv. Hver forskellig autoritet har sin forklaring på, hvorfor vi underlægger os den. Forældrene underlægger vi os nok fordi, at de har jo levet lidt længere end os selv, så når det kommer til stykket må de jo have en større livserfaring, så derfor kan det vist godt være en god ide at følge deres råd – deres autoritet. I teenageårene begynder vi så at skifte vores autoriteter ud, forandre vores forhold til dem, og ikke mindst blive vores egen autoritet. Den autoritet hvorpå vi engang vil opfostre og opdrage vores børn på. Vi vælger delvist hvor meget vi selv vil være underlagt andre autoritet, og så alligevel ikke, fordi vi er blevet programmeret fra barns ben af, med en indre autoritet, og videre igennem resten af livet vil vi blive med at lægge ny, flere og supplerende oplysninger og holdninger ovenpå, som dermed forandrer vores indre autoritet indtil den dag vi dør. Politiets autoritet underlægger vi os nok af flere grunde selvfølgelig, men en af hovedgrundene er nok, at hvis vi overtræder loven og politiet opdager det, så erkender vi overtrædelse, i den erkendelse af at hvis vi ikke gjorde det, ville andre nok heller ikke gøre det. Hvis andre ikke vil erkende en overtrædelse eller følge politiet, og dermed bryde loven, ville samfundet lige så stille gå sin dødsgang.
    Jeg vil give Stanley Milgram ret i at når man underkaster sig en autoritet, overlader man også en stor del af sin egen dømmekraft til denne autoritet. Hvis vi nu går tilbage til Sørens tilfælde. Hvis nu vi forestiller os, at vi er en af Sørens klassekammerater, vi er ikke medlem af noget som helst udvalg, eller rettere sagt gider vi ikke interessere os en skid for hvordan skolen styres og hvordan man får indflydelse, men vi ellers indordner os efter skolen og lærens autoritet. Ja så begynder skolen og læren faktisk at styre eleven, og derved overlader eleven noget af sin dømmekraft til skolen. Fx skolen og læren bestemmer at klassekammeraten til Søren skal aflevere en fysikrapport til den og den dato, Sørens klassekammerat godtager og er for øvrigt ligeglad, så har han helt givet overladt noget af sin egen dømmekraft til i dette tilfælde læren og skolen. Hvis nu Sørens klassekammerat får at vide at han skal gøre det og det i idræt, og han lydigt gør det han skal, men det desværre ikke går som det skulle, fordi han nemlig falder og brækker sit ben, ja så er det ikke længere Sørens klassekammerat, men skolens skyld fordi skolen bedømte at det kunne han godt, og så gjorde han det bare. Så nogle gange lader vi os bare indordne under en autoritet af rene bekvemmeligheds grunde, altså hvis der er ting vi ikke gider bekymre os om, så lader vi bare en anden bekymre sig om sagen i stedet for en selv. Det ses fx i når vi stemmer til folketingsvalg, her stemmer vi også på at en anden end en selv skal dømme i visse sager, vi overlader vores dømmekraft til en anden autoritet, fx af bekvemmeligheds grunde. Vi overlader faktisk frivilligt mange af vores daglige sysler til andre instanser eller autoriteter for at gøre vores liv lettere, fx banker, aviser (giver viden uden vi behøver opsøge den, og har dermed også mulighed for at skjule den), skolebestyrelser, byråd osv. Men så er der også de autoriteter vi ikke nødvendigvis kan lide at opsøge eller underlægge os, men bliver nød til at tro eller underlægge, fx læger, dommere, advokater og censorer. Eksempel Søren igen; Søren er til eksamen, han laver en præstation til et 8 tal, Søren er halv utilfreds, men han er nærmest totalt underlagt censors og læres autoritet suverænt. Her er Sørens autoritet faktisk nul og niks, dog kan han selvfølgelig klage til større instanser, men det er stadig også autoriteter som han er underlagt, og de kan også bestemme hvad som helst, Søren er blevet gjort magtesløs og uden nogen form for autoritet.
    Konklusionen på det hele er, at vi som mennesker er nød til at indordne os under autoriteter, ellers vil samfundet bryde sammen, samfundet er jo netop en hierarkisk opbygning af autoriteter. Man kan så nogenlunde selv bestemme hvor i systemet man vil være, og dermed hvordan man vil indordne sig under de krav og autoriteter der bliver stillet. Hunden skal adlyde herren, og vi skal være lydige overfor visse autoriteter. Sammenhængen kan være obskur, men vi opføre os som det miljø vi er omgivet eller underlagt af. (28/8-1998)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

Krop og klæder (Reviderede udgave)

"I tøjudvælgelsen overvejes derfor nøje, om det passer til den forståelse, vi har af, hvem vi er og om det understreger, hvordan vi gerne vil tage os ud." skriver Christa Lykke Christensen. Eller kort og godt, at vores tøj er et spejlbillede af vores person eller en person vi gerne vil ligne. Så indtil for ikke så lang tid siden, gik direktøren rundt i slips og jakkesæt, håndværkeren i slidt Kansas arbejdstøj og sikkerhedssko, og forskeren i hvidt kittel. Men sådan er det ikke længere, vi klæder os forskelligt på tværs af de sociale grænser.
    Nogle direktører, især de ældre, går stadig rundt i det "gammeldags" slips og jakkesæt, men mange direktører i dag, har ingen problemer med at gå rundt med pizzaplettede sweater, halvslidte brune bukser og joggingsko. Et eksempel på direktører som ikke er klassisk klædt, kan fx være lederen af en af verdens største firmaer, Microsoft, og verdens rigeste mand, gik indtil fornylig og kan stadig nogle gange ses i dag i det føromtalte pizza-sæt. Det ser meget ud til at direktører specielt inden for computerbranchen og andre "tekno"-brancher, går rundt i et pizza-sæt, i og med de tilhører en forholdsvis ung generation, som ikke vil virke alt for gammeldags, ved at gå rundt i slips og jakkesæt, også selvom de kommer til penge.
    Håndværkeren i slidt Kansas arbejdstøj, er efterhånden en vigende gruppe. For hvad er en håndværker, han behøver ikke nødvendigvis være maler, murer eller elektriker, han kan lige så godt være computertekniker, processoperatør eller telekommunikationstekniker. Den sidste gruppe kan og går også rundt i slips og jakkesæt, hverdagstøj eller lidt uvasket slidt tøj. For hvad grund har en telekommunikationstekniker ved at gå rundt med sikkerhedssko, når den største risiko ved at få noget over tæerne, er en telefax måske.
    Forskeren har fuldstændig ændret sig, eller også er det vores opfattelse af en forsker, der har ændret sig radikalt. En gang var en forsker en indadvendt mand i et laboratorium i hvidt kittel, men i dag kan han lige så godt være biologen på markarbejde i vaders, fysikeren i det omtalte pizza-sæt eller astronauten på rumfærd i hverdagstøj. De eneste forskere der slæber rundt på et hvidt kittel er vel kun læger, kemikere og forskere som synes det er vanvittigt smart. Men som omtalt tidligere, kan det også være en holdningsændring hos folket i opfattelsen af en forsker.
    Ens tøjvaner er som omtalt i Christa Lykke Christensens tekst og tidligere her i teksten, en afspejling af ens indre personlighed, eller en personlighed man gerne vil leve op til, eller direkte være. Hvem kan forestille sig en hippie eller en soldat i slips og jakkesæt, det kan man nu nok godt, men det er nok ikke den gængse hippie eller soldat, eller måske kongen eller dronningen i usselt hverdagstøj, gamle fru Jensen på 94 i tætsiddende lædertøj, drenge i kjole og hvidt eller piger med habit og butterfly. Vores tøj er tæt knyttet sammen med vores måde at være og opføre sig på, hvad enten vi vil det eller ej. Hvis vi ikke interessere os for tøj, kommer tøjet til at vidne om det alligevel, man slipper simpelthen ikke uden om det. Samtidig mens moden ændre sig, ændre vores påklædning sig også, men vores grundlæggende beklædningsprincipper vil aldrig ændre sig, fordi vores grundholdning til livet, politik eller venner næsten heller aldrig ændrer sig. Vores tøj vil altid være en afspejling af vores sind, uanset moden, moden følger vi jo alle bevist eller ubevist, fordi tøj som er umoderne, faktisk er nærmest umuligt at få fat i. Fx hvis vi tager en rigtig gammeldags nørd, ikke at forveksle med det "helt okay at være nørd image", som går rundt i brunt, gammelgrønt tøj og selvfølgelig de obligatoriske briller, hvis han så får en ide med at gøre noget helt "vildt" ved sit udseende og dermed tøjet, så vil han stadig gå rundt i samme farver, men med måske lidt mere moderne bukser og bluse, men der vil ikke være langt tilbage til "grundstillingen".
    Ligegyldighed vil udtrykke sig i påklædningen, om vi er miljøbeviste eller ej vil udtrykke sig i påklædningen, om vi er højre eller venstre orienterede, om vi er indadvendte eller udadvendte, ja alt. Her kan nævnes i pudsigt eksempel – Politikere fra Enhedslisten, også kaldet de Rød/Grønne, ses tit og ofte, når de er i TV eller andre offentlige steder i grønt, som dermed afspejler deres holdning til miljøet. Fordi vi bruger det som en slags første øjekasts indtryk, faktisk en reklame, så personen der står overfor en, allerede er blevet vidne til hvem man måske er, uden at spørge vedkommende. Af gode grunde kan vi ikke råbe op om hele tiden, hvem vi er, så vi bliver nød til at have en slags ubevist beskrivelse om, hvad vi er og står for, igennem tøj, frisurer osv. Det hele går tilbage til en af de urinstinkter mennesket altid vil have, at viderefører gener til næste generation. Så vi bliver nødt til at gøre opmærksom på os selv, så vi kan finde en partner, også ved hjælp af påklædning. Det hele sker i bund og grund i konkurrencemæssigt henseende.
    Der er mange forhold der spiller ind når vi vælger påklædning, skal det være praktisk, skal det være smart, utraditionelt, ligegyldigt, holdbart eller noget helt andet, det er helt op til ens smag og behag. Er man håndværker indenfor fx murererhvervet vil man nok ikke vælge sit selskabstøj som arbejdstøj, det skal være noget der kan holde til vind og vejr, pletter, maskinvask og hårdt slid i det hele taget. Er man polarforsker skal man nok ikke vælge hvidt kittel, når ens arbejde primært udføres i kolde omgivelser, som kræver tykt, tungt, varmt tøj, som kan holde til barske omstændigheder. Er man direktør, behøver man nok ikke noget særligt slidstærkt tøj, men nok mere noget der kan "sælge", dvs. noget som får sine omgivelser til at tro at man er en man kan stole på, og ikke bare den lokale fusker. Det behøver heller ikke kun være på arbejdet, vi har brug for forskellig slags tøj, det har vi også i hverdagen. Det afhænger af om vi skal til rund fødselsdag, rockkoncert, kirke, jobsamtale, bal, travetur eller noget helt tredie. Hvis vi skal til rund fødselsdag vælger vi nok noget pænt tøj vi kan lide at gå i, til rockkoncert er tøjet nok ikke så væsentlig, der vælger vi måske noget der er en anelse pænere end dagligdags tøj, i kirken kommer vi nok i noget mere højtideligt tøj, til jobsamtale vælger vi nok noget tøj a la slips og jakkesæt eller noget der passer til stillingen eller arbejdsstedet, som hverdagstøj eller robust arbejdstøj, til bal kommer vi nok i noget meget fint selskabstøj som man vel og mærke kan danse i, til traveturen vil man nok vælge noget letsiddende luftigt, behageligt tøj som ikke behøver være så nydeligt, man bliver nok næppe udsat for at skulle sidde til bords ved dronningen.
    Men en ting er sikkert, det er fuldt op til os selv, at bestemme tøj, som Christa Lykke Christensen skriver: "At vælge tøj er for de flestes vedkommende et privat anliggende, noget der angår os som enkeltpersoner". Men, når det kommer til stykket, så er det vil miljøet der omgiver os, der bestemmer eller rettere diktere hvad slags tøj vi skal have på. (26/1-1998, revideret den 27/9-1998)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

©Anders Skærlund Petersen, 1998-99