Karakteren for stilen angives i parentes. Parentesen efter stilen angiver datoen.
Lydighed? (10)
Krop og klæder (Reviderede udgave) (7)
"Autoritet en, -er (lat. auctoritas, se autor) myndighed, magt;
den som besidder myndighed, magt." Uddrag fra Gyldendals Røde Fremmed Ordbog.
"Den som besidder myndighed, magt" det kan jo betyder
nok så meget. Autoritet er en af de mærkelige ord som vi bruger her og der i det
daglige, men når det kommer til stykket er vi overhovedet klar over hvad grundbetydningen
er. Stanley Milgram starter "Lydighedens gode og onde egenskaber" med ordene:
"Autoriteten definerer jeg som den person, der har ret til at bestemme over, hvordan
jeg skal bære mig ad". Allerede der har vi to betydninger, men det bliver først
forvirrende når de ca. 5,5 milliarders mennesker har givet deres version af, hvad ordet
betyder. Når jeg hører ordet autoritet, tænker jeg mest af alt på forældre, lærere,
politi og andre offentlige myndigheder, men kan det kædes sammen med Milgrams ord:
"...definerer jeg som den person...". Det kan de vel, for når det kommer til
stykket så har disse personer og instanser magt til at bestemme over hvordan jeg skal
bære mig ad, eller jeg giver dem i hvert fald ret til det. Men hvorfor det, behøver jeg
indordne mig på denne nærmest udemokratiske måde, behøver jeg underordne mig kravene
fra disse autoriteter?
Svaret ligger vel et eller andet udefinerbar sted mellem ja og nej,
eller gør de. Hvis du spørger en diktator a la Saddam Husein vil han give dig svaret ja,
men hvis du spørger en autonom rendende rundt med brosten til diverse formål vil svaret
være nej. Og hvorfor så det, jo grunden er ekstrem nærliggende. Saddam Husein svarer
ja, af den grund at han mener at han er autoriteten selv, at han desværre nok også er
det, er en helt anden sag. Svaret fra den autonome, ligger nærmest i ordet selv, autonom
betyder selvstyrende, dvs. at den autonome nok ikke er helt vild i varmen for at indordne
sig under nogen som helst form for autoriteter. Begge de to holdninger har svært ved at
drive samfund med nogenlunde orden, så derfor er autoritet nok en nødvendighed for
samfundets opretholdelse, som Stanley Milgram beskriver det: "Ethvert menneskelig
kollektiv er afhængigt af en eller anden form for organiseret autoritet". Af den
grund bliver jeg, dig og din næste nød til at indordne sig under nogle autoriter, ellers
kan vi ikke leve sammen i fred. Vi skal derfor være lydige overfor de autoriteter
vi er underlagt, men vi skal samtidig kunne kritisere de selvsamme autoriteter, men uden
at det giver bagslag. Vi er dermed underlagt en autoritet som vi selv er en del af i
sidste ende. Med de ord har vi allerede et godt tag på, hvad demokrati egentlig betyder.
Altså hvis vi nu forestiller os at vi har en 6 årig dreng Søren, Søren er i de første
mange leveår nærmest kun underlagt en autoritet (som han forstår), sine forældre. Når
han bliver ældre kan vi fx forestille os at han kommer ind på et gymnasium, hvor Søren
bliver aktiv i nogle udvalg på skolen. Når Søren er til time, er han på en måde
underlagt lærens autoritet, men når han fx sidder et udvalg på skolen sammen med måske
de selvsamme lærere, så bliver han en autoritet sammen med de andre i udvalget, overfor
måske hans egen lærer. Altså læren er autoritet i Sørens time, mens Søren kan blive
en autoritet overfor læren igennem udvalget, som fx kan give nogle retningslinier for
hvordan læren skal opføre sig overfor eleverne igen er vi en del af den autoritet
vi selv er underlagt. På den måde kan vi (og Søren) bedre acceptere at være underlagt
en autoritet, og dermed bliver vi også mere lydige overfor den, netop fordi vi har
medindflydelse på den autoritet vi er underlagt.
Af den ovennævnte grund har Stanley Milgram fuldstændig ret i at
menneskers forhold til autoriteten ikke nødvendigvis behøver at være destruktivt. Han
nævner videre at det faktisk kan være konstruktivt, fx i Sørens eksempel med udvalget,
det kan tit og ofte være en hjælp til selvhjælp hvis læren ved hvordan han skal
opføre sig. Men autoriteten kan selvfølgelig også være negativ og være årsagen til
negative og destruktive processor, fx hvis Søren fik besked på i lærens time at han
skulle holde sin kæft, sidde stille, ikke snakke med naboen og for resten heller ikke på
anden måde forstyrre læren i sit møgarbejde, som læren nu selv udtrykker det. Og
udvalget kan Søren heller ikke sidde i, fordi det er lærerne der bestemmer; su-ve-rænt,
og lærerne for øvrigt har opfattelsen: "Og nå ja, så er der jo også
eleverne". Søren har dermed ikke noget at skulle have sagt, ingen indflydelse og
dermed ingen respekt eller lydighed overfor læren, det kan selvfølgelig opfattes, at der
er en hvis lydighed fra Sørens side, men det er kun for at undgå "tæsk",
inderst inde vil han være fuldstændig autonom overfor læren. Men hvad hvis Søren nu
ikke var elev, og var lærer, hvordan ville han så opfører sig? Han vil være
autoriteten og sandsynligvis fortsætte sin gamle læres destruktive undervisning
han er et barn af systemet, et barn af autoriteten der har oplært ham. Her er vi allerede
inde på en af de væsentlige grunde til, hvorfor samfundets opbygning ikke ændrer sig
fra dag til dag, men langsomt hen ad vejen, hver generation ændrer sig kun en lille smule
fra den tidligere generation.
Men hvorfor adlyder vi vores forældre, for det gør vi selvom vi ikke
vil erkende det, politiet osv. Hver forskellig autoritet har sin forklaring på, hvorfor
vi underlægger os den. Forældrene underlægger vi os nok fordi, at de har jo levet lidt
længere end os selv, så når det kommer til stykket må de jo have en større
livserfaring, så derfor kan det vist godt være en god ide at følge deres råd
deres autoritet. I teenageårene begynder vi så at skifte vores autoriteter ud, forandre
vores forhold til dem, og ikke mindst blive vores egen autoritet. Den autoritet hvorpå vi
engang vil opfostre og opdrage vores børn på. Vi vælger delvist hvor meget vi selv vil
være underlagt andre autoritet, og så alligevel ikke, fordi vi er blevet programmeret
fra barns ben af, med en indre autoritet, og videre igennem resten af livet vil vi blive
med at lægge ny, flere og supplerende oplysninger og holdninger ovenpå, som dermed
forandrer vores indre autoritet indtil den dag vi dør. Politiets autoritet underlægger
vi os nok af flere grunde selvfølgelig, men en af hovedgrundene er nok, at hvis vi
overtræder loven og politiet opdager det, så erkender vi overtrædelse, i den erkendelse
af at hvis vi ikke gjorde det, ville andre nok heller ikke gøre det. Hvis andre ikke vil
erkende en overtrædelse eller følge politiet, og dermed bryde loven, ville samfundet
lige så stille gå sin dødsgang.
Jeg vil give Stanley Milgram ret i at når man underkaster sig en
autoritet, overlader man også en stor del af sin egen dømmekraft til denne autoritet.
Hvis vi nu går tilbage til Sørens tilfælde. Hvis nu vi forestiller os, at vi er en af
Sørens klassekammerater, vi er ikke medlem af noget som helst udvalg, eller rettere sagt
gider vi ikke interessere os en skid for hvordan skolen styres og hvordan man får
indflydelse, men vi ellers indordner os efter skolen og lærens autoritet. Ja så begynder
skolen og læren faktisk at styre eleven, og derved overlader eleven noget af sin
dømmekraft til skolen. Fx skolen og læren bestemmer at klassekammeraten til Søren skal
aflevere en fysikrapport til den og den dato, Sørens klassekammerat godtager og er for
øvrigt ligeglad, så har han helt givet overladt noget af sin egen dømmekraft til i
dette tilfælde læren og skolen. Hvis nu Sørens klassekammerat får at vide at han skal
gøre det og det i idræt, og han lydigt gør det han skal, men det desværre ikke går
som det skulle, fordi han nemlig falder og brækker sit ben, ja så er det ikke længere
Sørens klassekammerat, men skolens skyld fordi skolen bedømte at det kunne han godt, og
så gjorde han det bare. Så nogle gange lader vi os bare indordne under en autoritet af
rene bekvemmeligheds grunde, altså hvis der er ting vi ikke gider bekymre os om, så
lader vi bare en anden bekymre sig om sagen i stedet for en selv. Det ses fx i når vi
stemmer til folketingsvalg, her stemmer vi også på at en anden end en selv skal dømme i
visse sager, vi overlader vores dømmekraft til en anden autoritet, fx af bekvemmeligheds
grunde. Vi overlader faktisk frivilligt mange af vores daglige sysler til andre instanser
eller autoriteter for at gøre vores liv lettere, fx banker, aviser (giver viden uden vi
behøver opsøge den, og har dermed også mulighed for at skjule den), skolebestyrelser,
byråd osv. Men så er der også de autoriteter vi ikke nødvendigvis kan lide at opsøge
eller underlægge os, men bliver nød til at tro eller underlægge, fx læger, dommere,
advokater og censorer. Eksempel Søren igen; Søren er til eksamen, han laver en
præstation til et 8 tal, Søren er halv utilfreds, men han er nærmest totalt underlagt
censors og læres autoritet suverænt. Her er Sørens autoritet faktisk nul og niks, dog
kan han selvfølgelig klage til større instanser, men det er stadig også autoriteter som
han er underlagt, og de kan også bestemme hvad som helst, Søren er blevet gjort
magtesløs og uden nogen form for autoritet.
Konklusionen på det hele er, at vi som mennesker er nød til at
indordne os under autoriteter, ellers vil samfundet bryde sammen, samfundet er jo netop en
hierarkisk opbygning af autoriteter. Man kan så nogenlunde selv bestemme hvor i systemet
man vil være, og dermed hvordan man vil indordne sig under de krav og autoriteter der
bliver stillet. Hunden skal adlyde herren, og vi skal være lydige overfor visse
autoriteter. Sammenhængen kan være obskur, men vi opføre os som det miljø vi er
omgivet eller underlagt af. (28/8-1998)
Krop og klæder (Reviderede udgave)
"I tøjudvælgelsen overvejes derfor nøje, om det passer til den forståelse, vi
har af, hvem vi er og om det understreger, hvordan vi gerne vil tage os
ud." skriver Christa Lykke Christensen. Eller kort og godt, at vores tøj er et
spejlbillede af vores person eller en person vi gerne vil ligne. Så indtil for ikke så
lang tid siden, gik direktøren rundt i slips og jakkesæt, håndværkeren i slidt Kansas
arbejdstøj og sikkerhedssko, og forskeren i hvidt kittel. Men sådan er det ikke
længere, vi klæder os forskelligt på tværs af de sociale grænser.
Nogle direktører, især de ældre, går stadig rundt i det
"gammeldags" slips og jakkesæt, men mange direktører i dag, har ingen
problemer med at gå rundt med pizzaplettede sweater, halvslidte brune bukser og
joggingsko. Et eksempel på direktører som ikke er klassisk klædt, kan fx være lederen
af en af verdens største firmaer, Microsoft, og verdens rigeste mand, gik indtil fornylig
og kan stadig nogle gange ses i dag i det føromtalte pizza-sæt. Det ser meget ud til at
direktører specielt inden for computerbranchen og andre "tekno"-brancher, går
rundt i et pizza-sæt, i og med de tilhører en forholdsvis ung generation, som ikke vil
virke alt for gammeldags, ved at gå rundt i slips og jakkesæt, også selvom de kommer
til penge.
Håndværkeren i slidt Kansas arbejdstøj, er efterhånden en vigende
gruppe. For hvad er en håndværker, han behøver ikke nødvendigvis være maler, murer
eller elektriker, han kan lige så godt være computertekniker, processoperatør eller
telekommunikationstekniker. Den sidste gruppe kan og går også rundt i slips og
jakkesæt, hverdagstøj eller lidt uvasket slidt tøj. For hvad grund har en
telekommunikationstekniker ved at gå rundt med sikkerhedssko, når den største risiko
ved at få noget over tæerne, er en telefax måske.
Forskeren har fuldstændig ændret sig, eller også er det vores
opfattelse af en forsker, der har ændret sig radikalt. En gang var en forsker en
indadvendt mand i et laboratorium i hvidt kittel, men i dag kan han lige så godt være
biologen på markarbejde i vaders, fysikeren i det omtalte pizza-sæt eller astronauten
på rumfærd i hverdagstøj. De eneste forskere der slæber rundt på et hvidt kittel er
vel kun læger, kemikere og forskere som synes det er vanvittigt smart. Men som omtalt
tidligere, kan det også være en holdningsændring hos folket i opfattelsen af en
forsker.
Ens tøjvaner er som omtalt i Christa Lykke Christensens tekst og
tidligere her i teksten, en afspejling af ens indre personlighed, eller en personlighed
man gerne vil leve op til, eller direkte være. Hvem kan forestille sig en hippie eller en
soldat i slips og jakkesæt, det kan man nu nok godt, men det er nok ikke den gængse
hippie eller soldat, eller måske kongen eller dronningen i usselt hverdagstøj, gamle fru
Jensen på 94 i tætsiddende lædertøj, drenge i kjole og hvidt eller piger med habit og
butterfly. Vores tøj er tæt knyttet sammen med vores måde at være og opføre sig på,
hvad enten vi vil det eller ej. Hvis vi ikke interessere os for tøj, kommer tøjet til at
vidne om det alligevel, man slipper simpelthen ikke uden om det. Samtidig mens moden
ændre sig, ændre vores påklædning sig også, men vores grundlæggende
beklædningsprincipper vil aldrig ændre sig, fordi vores grundholdning til livet, politik
eller venner næsten heller aldrig ændrer sig. Vores tøj vil altid være en afspejling
af vores sind, uanset moden, moden følger vi jo alle bevist eller ubevist, fordi tøj som
er umoderne, faktisk er nærmest umuligt at få fat i. Fx hvis vi tager en rigtig
gammeldags nørd, ikke at forveksle med det "helt okay at være nørd image",
som går rundt i brunt, gammelgrønt tøj og selvfølgelig de obligatoriske briller, hvis
han så får en ide med at gøre noget helt "vildt" ved sit udseende og dermed
tøjet, så vil han stadig gå rundt i samme farver, men med måske lidt mere moderne
bukser og bluse, men der vil ikke være langt tilbage til "grundstillingen".
Ligegyldighed vil udtrykke sig i påklædningen, om vi er miljøbeviste
eller ej vil udtrykke sig i påklædningen, om vi er højre eller venstre orienterede, om
vi er indadvendte eller udadvendte, ja alt. Her kan nævnes i pudsigt eksempel
Politikere fra Enhedslisten, også kaldet de Rød/Grønne, ses tit og ofte, når de er i
TV eller andre offentlige steder i grønt, som dermed afspejler deres holdning til
miljøet. Fordi vi bruger det som en slags første øjekasts indtryk, faktisk en reklame,
så personen der står overfor en, allerede er blevet vidne til hvem man måske er, uden
at spørge vedkommende. Af gode grunde kan vi ikke råbe op om hele tiden, hvem vi er, så
vi bliver nød til at have en slags ubevist beskrivelse om, hvad vi er og står for,
igennem tøj, frisurer osv. Det hele går tilbage til en af de urinstinkter mennesket
altid vil have, at viderefører gener til næste generation. Så vi bliver nødt til at
gøre opmærksom på os selv, så vi kan finde en partner, også ved hjælp af
påklædning. Det hele sker i bund og grund i konkurrencemæssigt henseende.
Der er mange forhold der spiller ind når vi vælger påklædning, skal
det være praktisk, skal det være smart, utraditionelt, ligegyldigt, holdbart eller noget
helt andet, det er helt op til ens smag og behag. Er man håndværker indenfor fx
murererhvervet vil man nok ikke vælge sit selskabstøj som arbejdstøj, det skal være
noget der kan holde til vind og vejr, pletter, maskinvask og hårdt slid i det hele taget.
Er man polarforsker skal man nok ikke vælge hvidt kittel, når ens arbejde primært
udføres i kolde omgivelser, som kræver tykt, tungt, varmt tøj, som kan holde til barske
omstændigheder. Er man direktør, behøver man nok ikke noget særligt slidstærkt tøj,
men nok mere noget der kan "sælge", dvs. noget som får sine omgivelser til at
tro at man er en man kan stole på, og ikke bare den lokale fusker. Det behøver heller
ikke kun være på arbejdet, vi har brug for forskellig slags tøj, det har vi også i
hverdagen. Det afhænger af om vi skal til rund fødselsdag, rockkoncert, kirke,
jobsamtale, bal, travetur eller noget helt tredie. Hvis vi skal til rund fødselsdag
vælger vi nok noget pænt tøj vi kan lide at gå i, til rockkoncert er tøjet nok ikke
så væsentlig, der vælger vi måske noget der er en anelse pænere end dagligdags tøj,
i kirken kommer vi nok i noget mere højtideligt tøj, til jobsamtale vælger vi nok noget
tøj a la slips og jakkesæt eller noget der passer til stillingen eller arbejdsstedet,
som hverdagstøj eller robust arbejdstøj, til bal kommer vi nok i noget meget fint
selskabstøj som man vel og mærke kan danse i, til traveturen vil man nok vælge noget
letsiddende luftigt, behageligt tøj som ikke behøver være så nydeligt, man bliver nok
næppe udsat for at skulle sidde til bords ved dronningen.
Men en ting er sikkert, det er fuldt op til os selv, at bestemme tøj,
som Christa Lykke Christensen skriver: "At vælge tøj er for de flestes vedkommende
et privat anliggende, noget der angår os som enkeltpersoner". Men, når det kommer
til stykket, så er det vil miljøet der omgiver os, der bestemmer eller rettere diktere
hvad slags tøj vi skal have på. (26/1-1998, revideret den 27/9-1998)
©Anders Skærlund Petersen, 1998-99