Dansk stil, 8. klasse

Karatere i parentes, først selve karakteren for stilen, derefter ordenskarakteren. Parentesen efter stilen angiver datoen.

Du er ikke alene! (8/7)
Stenmagleæskens historie! (8/7)
En fremtidsvision! (8/7)
En håbløs kamp! (9/7)
Computere, hvad så! (8/7)

Du er ikke alene!

Idag skal det være. Lige så stille, går jeg væk fra mit hjem, et skur lidt udenfor lossepladsen. Jeg stopper lidt ved Tivoli, hvor jeg lader blikket glide ind, for at se alle de glade mennesker. Jeg står tavs der i et par minutter, før jeg går videre mod rådhuset. Jeg kan næsten ikke undgå at se de fine lejligheder der er, der hvor jeg går. Ak, ja det minder mig om dengang jeg havde råd til sådan en, men det er jo lang tid siden. Ved siden af de fine lejligheder, ligger universitetet, ja jeg ville så gerne være jurist, men jeg havde knap nok råd til blyanter, men lagerarbejder krævede ingen uddannelse, suk. Her går jeg arbejdtsløs og ensom, der er aldrig nogle der siger hej til mig, som om der ikke er nogen der ser mig. Venner har jeg aldrig haft, ikke engang famili har jeg, hvordan kan verden være så ond mod mig, som om jeg er et nul. Jeg fik høje karekterer i folkeskolen, men for at få råd til mad og tag over hovedet, måtte jeg ud og arbejde med det samme. Selvom jeg stod midt på en motorvej, ville ingen se mig. Nå, nu er jeg ved mit mål rådhuset, der er godt nok langt op til toppen. Men op skal jeg jo, der nok ikke nogle der vil savne mig. Rådhuset er faktisk en flot bygning. Nå men jeg må have fundet den trappe, der går op til frk. klokken. Skal jeg gå derop, eller skal jeg blive hernede og blive pisset på, nej op skal jeg, for ned skal jeg nok komme. Frk. klokken er godt nok stor, af et ur at være. Det føles mærkeligt at stå her, og tænke på at jeg nok aldrig kommer til at se skuret, lossepladsen og alle de venner jeg ikke har. Jeg må nok til at gå der ud, før jeg fortryder. Jeg tror jeg bliver svimmel af at stå her, så jeg må vist hellere sidde mig ned, så jeg ikke falder ned. Frk. klokken brøler godt nok højt, men det er jo heller ikke så mærkeligt, når man sidder lige under fruen. Hvad mon alle de mennesker tænker dernede. Nå nu er der en psykolog, der prøver at tale til mig. Han påstår at jeg skal have behandling. Men jeg fejler da ikke noget. Nå da, nu har de sendt en præst op, får at fortælle om Gud og kristendom. Når jeg engang falder, så skal jeg nok se Gud, hvis præsten har ret. Nu har DR sørme sat, TV-udstyr op. Og nu kommer den kvajpande, til vores statsminister også op på tribunen. Statsministeren bestiller ikke andet at køre i fine biler, mens folk som mig, vi skal bo i et skur og kan leve af kattemad. Nede i byen kan jeg se, at de hænger plakater op, fra det firma hvor jeg fik min mad, på plakaten står der "VILLY ELSKER KISSENAMNAM. DU ER IKKE ALENE", ja de tror nok det smager godt, men det gør det godt nok ikke. Jeg må nok snart til at springe, inden jeg fryser ihjel. Og alle folkene er også ved at forsvinde, nede på pladsen. Men nu er jeg vel ikke interessant mere, nej man kan kalde mig et modeflip. Imorgen er de igen ligeglade med mig. Gud hved hvad der sker, hvis jeg hopper, når jeg nu er kommet op, må jeg også ned igen.
    Klokken fem næste morgen var der tomt på rådhuspladsen, og ingen hørte eller så Villy Andersen, suse igennem luften. (25/10-1995)

Stenmagleæskens historie!

En sommerdag på Nationalmusseet, går jeg ind på udstillingen om oldtids fund. Normalt plejer det ikke at interesserer mig, men en æske, der var fundet ved Garbølle mose nær Stenmagle, derfra dens navn "Stenmagleæsken", fanger min interesse. Så kommer jeg til at tænke på, hvad æsken kunne være brugt til:

    Det startede nok med, at den blev lavet af en mand ved navn Thorgal. Thorgal lavede nok æsken for mange år siden, længe før vikingerne. Han lavede den, fordi han skulle transportere, noget han kaldte glittersten, fra der hvor han boede, en lille hytte. Hvert 12 fuldmåne gik han mod vest, for langt mod vest, var der et stort vand, som var så stort, at man ikke kunne se, hvad der var på den anden side. Det var der, han hentede glitterstenene. Det var en lang og farefuld tur, han skulle svømme over en stor flod, til han kom til glitterstenens land. Og så skulle han over bakker, igennem store skove og enge. Det var en tur på 10 dage og nætter, før han kom frem til det store vand. Der blev han i ligeså mange dage før han drog hjem igen. I de dage gik han op og ned på den store bred, hvor han samlede masser af de små lette glittersten. Så da den tiende dag kom, havde han samlet nok til at fylde æsken helt op. Så gik hjemturen over bakkerne, engen, skovene og den store flod. Da han var kommet hjem, begyndte han at lave smykker af dem. Det gjorde han i mange år, indtil han blev overrasket af en kæmpe snestorm, som han ikke kunne klare, så han døde i den. Mange år efter, var der nogle vikinger, der fandt æsken. De troede, den var en gave fra guderne, og kaldte den Odinsæsken. Odinsæsken kom vidt omkring, med fine smykker og krydderier i dens mave. Men en dag tabte en af vikingerne den, og de så den aldrig mere. Så nogle år efter, var der en meget rig handelsrejsende, der fandt den, han syntes den var så flot, at den blev brugt til at opbevare hans guldmønter. Den handelsrejsende kom langt omkring, og det samme gjorde æsken. Jo længere den kom, jo mere blev den fyldt op med penge. En dag vendte han om, og tog hjem til det danske rige, og bosatte sig i et lille hus for sine penge. Så der kom den, efterhånden meget slidte æske, til at stå på en hylde. Ingen lagde mærke til æsken, før manden døde, og æsken kom videre til sønnen. Men sønnen ville ikke have den grimme æske, så han solgte den til en rig fyrste. Han købte den, fordi han interesserede sig for gamle ting. Han stillede den op ved siden af, alle de andre ting han havde, men æsken var den første af slagsen han havde. En dag blev der erklæret krig mod Sverige, og han blev nød til at flygte. Men inden han flygtede, sendte han en besked i æsken til kongen, om at han blev nød til at trække sig tilbage. Spejderen, som skulle bringe meddelsen til kongen, blev dræbt, da han prøvede at krydse en mose. Og meddelsen i æsken, gik tabt og kom aldrig frem. Så en dag i det 20 århundrede, var der en meget klog mand som fandt den, i den mose nær ved byen Stenmagle.
    Pludselig bliver jeg kaldt tilbage til virkeligheden, af en larmende højtaler:"Vi vil gerne gøre opmærksom på at musseet lukker nu, vi håber at i har haft en god dag, på gensyn", "Anders kommer du, musseet lukker, vi skal hjem". (23/11-1995)

En fremtidsvision!

Sidste gang jeg skrev om fremtiden, skrev jeg den fra et videnskabeligt synspunkt. Nu vil jeg skrive den fra mit synspunkt, men jeg er forlængst blevet smittet af videnskaben, så jeg kan ikke undgå at se det fra et videnskabeligt synspunkt. Jeg vil visionere om tidsrummet mellem 1996-2025 eller der omkring. Og jeg vil nok koncentrerer mig mest om udviklingen i computer og kommunikations verdenen, fordi det nok er den, som vil revolutionere de næste år mest.
    I øjeblikket er der allerede et stort computer kommunikationsnet, som bruges til at sende informationer rundt i verden med, som hedder "Internettet". Internettet startede i 60´erne som et lille militært netværk, men siden til universiteterne og til nu som et globalt netværk. Det nyeste inden for Internet hedder World Wide Web (forkortet WWW), hvor man nu kan transporterer lyd, billeder og video meget nemt. Problemerne med Internettet og WWW er at informationerne kommer alt for langsomt frem, især når det gælder lyd, billeder og video. 30 sek. video kan nemt komme op og tage 30-60 min. før man kan se det, og det er uanset, om det er fra USA eller Tyskland.
    Men som sagt er det en fremtidsvision, men for at forstå det lidt nemmere, så valgte jeg at tage det med. Det er sådan i dag, hvis vi skal se Tv, tænder vi for Tv'et, hvis vi skal høre radio, tænder vi for radioen, og hvis vi skal skrive noget på en computer, tænder vi for computeren. Men sådan bliver det ikke, Tv'et, radioen, videoen, telefonen og computeren vil smelte sammen lige så langsomt, det er allerede muligt i dag i en "skrabet" version. Sammen med at medierne smelter sammen, bliver det også muligt at se hinanden i telefonen eller rettere sagt videofonen. Der kommer over 500 Tv-kanaler, og Internettet bliver mange 100 gange hurtigere, husk jeg taler om 5-10 år frem i fremtiden. Men hvordan skal vi finde rundt i foreksempel alle de Tv-kanaler, jo man har en computer-agent, hvor man giver oplysninger, om hvad man gider se, hvis det nu er sport man vil se, ja så finder den simpelthen noget sport, som man kan se. Og man behøver heller ikke vente, til de udsender det, alle udsendelserne vil ligge på en kæmpestor computer, som man så er tilkoblet. Alle med computer vil også have en adresse på Internettet. Det sidste ord jeg vil præsentere, er ordet "digital", alt vil selvfølgelig blive digitaliseret. D.v.s. at alle de gamle analoge Tv'er og radioer vil blive udskiftet med nye digitale, for at man kan se de mange nye kanaler, billed- og lydkvaliteten vil også blive meget bedre.
    Det lyder jo alt sammen meget godt, men ulempen ved det hele er at det hele koster penge, og tit penge som man ikke har. Og der er også nogle, der vil sige, at de ikke kan finde ud af at bruge de mange nye dimser, men de bliver heldigvis så nemme at betjene, at selv gamle mennesker vil kunne betjene dem. Fordi knapper og den slags vil blive afskaffet, så man kun behøver at sige til computeren, hvad den skal gøre, men det vil tage lidt længere tid, desværre. Til sidst vil jeg sige til dem, der måske er lidt bange for denne udvikling, det er vi nok alle sammen lidt, men det går jo nok, det plejer det jo. (23/1-1996)

En håbløs kamp!

Vi er på skibet Houston 1, en kølig juli dag, på punktet 65°V., 30°N. midt i Bermuda trekanten. Målet er Europa, hvor vi skal være med i en øvelse. Houston 1 er en krydser med to atombomber ombord. Da vi har sejlet et par timer i farvandet, opdager en af styrmændene, at skibet er sunket 70 cm. Men skibet har ikke været i havn og fået vægt på, så eneste mulige forklaring må være, at der er et læk på skibet, som ikke er opdaget. Men det kom aldrig ud, for skibet begynder at synke meget hurtigt, nu begynder besætningen at blive bange. Nogle prøver at svømme væk, men forgæves de bliver trukket ned i vandet af en mystisk kraft. Folk prøver også at sejle væk i både, de synker også, og vores skib er snart væk af overfladen.
    Det er nu 10 minutter siden, jeg skrev det, og nu er vi helt under vand. Men vi synker ikke normalt, men i samme tempo, d.v.s. 1 meter i minuttet. Vi lever kun, på grund af vi er i et luft- og vandtæt kammer, hvorfra vi styre A-bomberne. Vi er tre, der nok må se døden i øjnene snart, alle mand uden for kammeret er døde, og de synker for øvrigt med samme hastighed som skibet, det var meget ubehageligt at se vores kammerater drukne og ikke kunne redde dem. Vi vil prøve at dykke op til overfladen, på grund af vores kammer, kun kan holde til et tryk der er på 1000 meters dybde, og her er der 5200 meter! Vi har fyldt denne flaskepost med helium fra vores helium- iltflasker, så dén i hvert fald skal komme op, hvis vi ikke skulle komme op, SOM VI NOK IKKE GØR.
    Vi er nød til at bruge velprøvet teknologi, for vores instrumenter er forstyrret og er ikke til meget gavn. Når du har læst dette, vil vores forsøg på at nå overfladen sandsynligvis være mislykket.
    Et budskab fra en civilisation, der kæmper en håbløs kamp!

"Yderst interessant."
"Hva' fanden mener du med det Flux, 70 mennesker døde, og 2 ATOM-missiler er forsvundet, af typen der kan øgelægge New York, 10 gange!"
"Ja'men, det drejer sig nok om overnaturlige kræfter, vi ikke kender til?"
"Ja det tror vi også, det er derfor, vi har sent bud efter dig!"
"Jeg skal nok finde én forklaring, stol på det, for det er jo nok ikke russere."
"Ja det tror udenrigsministeriet, og husk sagen er strengt fortrolig!"

22 Juli: Jeg havde tænkt mig, at jeg ville begynde, i FBI's store arkiver over paranormale fænomener. Men en hel dags læsning i de lange arkiver, gav ikke flere oplysninger end jeg allerede viste om Bermuda trekanten, og det er efterhånden meget. Jeg besluttede også at undersøge vejret, og intet tydede på, at det har været storm eller uvejr, der var skylden. 23 Juli: Efter en dag uden resultat, tog jeg med en af flådens skibe, med ud, for at undersøge området og ikke mindst bunden omkring der hvor der stod skrevet at den var sunket. 25 Juli: Rejsen var en længere tur, det tog 2 dage for at komme derud, og endnu mere mystisk var at heller ikke denne gang var der udsigt til uvejr, meget interessant, men yderst mærkelig. Og endnu mere mærkelig var at der ingen skibe var, der så det, eller i hvert fald fik et nødsignal fra Houston 1. Men af en eller anden mærkelig grund var der ikke problemer med at finde vraget, som desværre lå i 5236 meters dybde. Så vi satte en sonde ned for at fastspænde nogle tov, så vi kunne hejse fruen op. Men det skulle vi aldrig have gjort, for idet vi hejste skibet op, begyndte der at komme bobler op, og vores skib begyndte at synke. Da Houston 1 igen ramte bunden, stoppede vi også med at synke, så vi opgav at hejse den op fra dybet. 27 Juli: Da jeg kom hjem, fik jeg gassen fra boblerne undersøgt, og det viste sig at være en gas, der ikke høre hjemme på Jorden, så den må komme fra verdensrummet. Derfor gik jeg i gang med at undersøge, om der var faldet en komet ned i Bermuda trekanten de sidste 100 år, og som jeg havde forudsagt, var der faldet en komet, på størrelse med en knytnæve ned i det område hvor skibet lå, i 1957. Jeg viste, det måtte hænge sammen.
    14 August: Så en måned efter kunne jeg forklare, hvad der var sket. Det hele startede med, at en komet var faldet ned i 1957, den blev aldrig fundet både på grund af dybden, og at den havde boret sig langt ned i klippen på havbunden, men det var der jo ikke noget mystisk i. Men at så en juli dag et skib skulle komme sejlende lige ovenover stedet hvor kometen lå, det var sådan set heller ikke farligt, men det der gjorde det farligt, var at der 2 dage forinden havde været et undersøisk jordskælv, som havde åbnet en lille kanal ned til kometen. Kanalen gjorde så at gassen, som kometen havde dannet, kom op og gjorde at vandet blev meget "let", så skibet ikke kunne sejle i det. Det forklarer også, hvorfor skibets radioer ikke virkede, de blev simpelt hen forstyrret af gassen. Eneste mulighed var så at sende en flaskepost, der så var fyldt helium i, for at den kunne flyde på vandet, som skibet jo ikke kunne. For så senere at blive samlet op af en dansk badegæst. Så gåden om Bermuda trekanten er endelig blevet løst, hvis der altså ikke er mere derude! (5/3-1996)

Computere, hvad så!

I artiklen er de næsten alle sammen enige om, at man vil komme til at bruge computere overalt, jeg mener det i hvert fald. Computere er for nogen en snigende trussel, som ikke kan undgås, men jeg tror ikke, at den vil overtage alt arbejde, og for dens sags skyld heller ikke Jorden, folk glemmer, den gang maskinerne kom, der troede alle, også at de ville blive arbejdsløse, men blev de det! I teksten er der også, nogle der mener, at en computer er bedre end fx læger og piloter, men hvis de var det, hvorfor er lægerne og piloterne ikke forsvundet endnu. Læger og piloter har følelser og tænker logisk, og det er i hvert fald, noget computere mangler. Fx man sidder i et fly og computerens database over landskabet dør ud, og tilfældigvis styrer den lige mod et bjerg, men den kan ikke "se" bjerget, det ville være det samme, som at lade en blind mand gå rundt i en fremmed by! Hvis man skal lave en computer, der er lige så "smart" som den menneskelige hjerne, så skal man lave en computer med nøjagtig de samme principper som den menneskelige hjerne, og man er allerede godt på vej! Men hvis man laver en computer, som den menneskelige hjerne, har man så ikke skabt et levende væsen med visse rettigheder til jobs fx. Men det er heldigvis langt fra nu. Men jeg synes da, at man sagtens kan sætte computere til at styrer en sodavandsfabrik fx, for der er jo ikke mennesker på spil.
    I dag bruger man computere overalt fx i banker, som også blev nævnt i artiklen, på sygehuse, telefonselskaber, skoler, folketinget, forsvaret, rumfart og nu også i privaten, og det er dens næste store erobring. De kloge hoveder mener, at indenfor et lille årti vil alle husstande, i den vestlige verden, ikke kun have en, men et helt netværk af computere, som selvfølgelig er koblet til resten af verden via Internettet, og jeg glemte da lige at nævne, at en computer til den tid er en lille kompakt dims på størrelse med en telefonbog, og for resten telefonbogen til den tid, er nok bare et par DNA-strenge i computeren.
    Mit personlige forhold til computere er meget enkelt: man kan ikke leve uden en computer. Nej så langt håber jeg aldrig, jeg kommer, men jeg sidder faktisk og skriver denne stil på min egen computer, så det er lidt surt at den skal skrives ind i hånden. Ellers bruger jeg den til spil og andre lektier. Fx hvordan skulle man nogensinde få lavet et smukt resultat til en projektopgave, uden en computer. Det er nok derfor, at det nu er blevet obligatorisk at lave en sådan opgave, hvordan skulle man lave det for 20 år, eller bare 10 år siden hvor man knap nok havde adgang til en kopimaskine! Nogle vil nok sige at mit forhold til computere, er overdrevent, ja nogen vil nok gå så langt at sige at jeg bliver styret af computere, men det er tit folk, som ikke har en skid forstand på computere. Om jeg vil bruge computere i mit arbejde når jeg bliver "stor", er jeg ikke i tvivl om, og svaret er: Ja. Men jeg vil nok ikke leve af det, jeg vil bruge det som et værktøj, ligesom en hammer er det for en tømrer. Og til den tid skal man nok ikke være computer-nørd for at bruge den, til den tid bliver det sådan, at det ikke er sværer end at tage telefonen.
    Til sidst vil jeg godt sige, at computeren er et værktøj ikke en vidunder maskine. Og så vil jeg gerne give Tine ret i, at de ikke er helt så gode endnu, som nogle går og tror, men husk den personlige computer er kun 15 år gammel! (April 1996)

©Anders Skærlund Petersen, 1998-99