Karatere i parentes, først selve karakteren for stilen, derefter ordenskarakteren. Parentesen efter stilen angiver datoen.
Garvet biltyv på 13 år! (7/7)
En stjerne i universet (8/6)
Landet med de mange bøger (8/7)
Regnvejr (8/7)
Fremtidens gode gamle dage (9/7)
Egner du dig til at blive gammel? (9/7)
Niels J. Barslund har efter teksten, meget gode erfaringer med
kriminalprævention. Når han kan gå ud og tale med de enkelte involverede forældre, om
hvad deres barn laver af kriminalitet i fritiden, og så få ca. 5 ud af 6 til at holde
op, med at begå kriminelle handlinger. Efter min vurdering er det en meget god måde, til
at komme ungdomskriminalitet til livs.
Hvis man sendte dem alle sammen i fængsel, ville de jo starte forfra
igen, når de kom ud. At det også lykkedes ham at få 8 medlemmer af en Grønjakke-bande,
til at kvitte kriminaliteten, og endda få dem i arbejde, det siger uhyre meget om hans
evner og erfaring med unges kriminalitet.
Han er heller ikke den, som bare vil smide de unge i fængsel, men så
ville han jo heller ikke sidde i en kriminalpræventiv stilling. Det at han nok prøver,
at se det fra de unges side og sætte sig ind i deres situation, så han kan se problemet
fra en anden vinkel, end jurister, dommere og andre politifolk. Det gør at han kommer
tættere på problemets kerne. Han har nok også mere tid til de enkelte sager, end en
almindelig politimand, det gør jo, at han bedre kan sætte sig ind i sagen, selvom han
har 800 sager om året.
Hans ideer er fuldt tidssvarende, meget bedre og ikke mindst lige så
væsentlig, billigere for samfundet. Så alt i alt synes jeg at ideen er meget god, især
i disse dage med få midler.
For at bremse den kriminelle udvikling, især for unge og unge
indvandre, kan man gøre mange ting, så jeg vil prøve at redegøre, for hvad jeg synes
der skulle gøres. Først og fremmest mener jeg, at man skulle ansætte nogle flere
politifolk, det skulle ikke være et særligt stort problem, men det koster mange penge
for samfundet, så den ide er nok ikke så god. Bedre ville det nok være, hvis man
ansatte flere kriminalpræventive folk, som Niels J. Barslund, den ide er i hvert fald en
del billigere, for der kræves ikke så mange kriminalpræventive folk, som almindelige
politifolk.
I stedet for de to førstnævnte, kunne man tage ældre erfarne
politifolk, ud på skoler, ungdomsskoler og lignende, for at fortælle de unge, om hvad
der sker, hvis man har lavet noget kriminelt. De selvsamme folk skulle også fortælle
forældrene om kriminalitet, og hvad de kan gøre for at undgå at deres børn, bliver
indblandet i kriminalitet.
Man kunne også lave ungdomsklubber, ungdomsprojekter og andre ting,
så de unge, især unge indvandre, ikke keder sig. Fordi unge der keder sig, nemt kan
komme til at lave noget kriminelt, bare for at få noget spænding i tilværelsen, og det
ved jeg er et enormt problem.
Kriminaliteten tror jeg ikke forsvinder af sig selv, der skal
initiativ, vilje, samarbejde, tid og som sædvanlig penge til, før at vi kan få et mere
trygt samfund, men jeg tror nok det vil lykkedes, hvis disse ting bliver opfyldt en dag.
(11/9-1996)
Mit navn er Anders Skærlund Petersen, jeg er 15 år, men
jeg mener selv jeg er meget ældre mentalt. Jeg bor i Esbjerg, på Strynøvej 56, sammen
med mine forældre og min meget irriterende lillesøster. Skolen, som jeg er meget glad
for, hedder Fourfeldtskolen, der meget praktisk ikke ligger mere end 200-300 meter væk.
Jeg kan godt lide at gå i skole, altså bortset fra at det ikke er
særligt spændende eller inspirerende at skrive dansk stil, lave store tysk opgaver eller
i det hele taget lave noget der er totalt irrelevant for min fremtid.
Mine yndlings fag er især fysik/kemi, biologi, matematik og tildels
geografi. Dem jeg hader mest er kristendom, det burde kunne vældes fra, billedkunst,
især den lærer jeg havde, og ikke mindst håndarbejde, hvor jeg brugte et halvt år på
at lave et lille bitte stykke korssting. Alle de andre fag synes jeg ikke er så værst.
Mine interesser, udover de fag jeg har nævnt, er computer(spil), lange
cykel- og gåture, videnskab, information (ikke avisen), rollespil (D & DE og AD &
D), samfundet og politik, det sidste er nok ved at tage overhånd, i retningen af noget
hverken jeg eller resten af verden har godt af.
Jeg må nok erkende at trangen til information efterhånden er ved at
udvikle sig sygeligt (jeg kalder det selv for "informationshungritis"), da jeg
zapper rundt fra den ene nyhedsudsendelse til den anden, så det er ikke kun smøger man
kan blive afhængig af. Det eneste der overgår min "informationshungritis" er
videnskaben, når jeg fx har set et program eller læst noget i et blad om en eller anden
ting, der nok bliver mulig om måske 25 eller 50 år, ja så kan jeg gå rundt og tænke
over det resten af dagen, nogle gange kan det endda gå så vidt, at jeg faktisk tror at
det er opfundet, det er jo ikke så smart.
For at slappe af en gang imellem for al den information og videnskab,
ja så er et spil rollespil eller computerspil virkelig sagen, det skal helst være et
hvor man kan smadre, tvære, pumpe, mase, udsplatte og selvfølgelig dræbe sine
modstandere, og så er det lige meget, om det er i et rollespil eller et totalt
fordummende computerspil. Men det eneste sted jeg kan koble helt og totalt af for alting,
er oppe i Norges skønne natur og rene luft, der findes simpelthen ikke noget sted her på
Jorden, som er mere fredfyldt og afslappende end Norge.
Det jeg hader allermest er rengøring (især opvask), kanalen Eurosport
(den er alt for larmende), min lillesøsters tv (det er ligeså larmende), reklamer og EU.
Reklamer er simpelthen noget af det værste jeg ved, problemet er at
hvis der ingen reklamer var, var der heller ikke så mange tv-kanaler.
Jeg er efter min egen vurdering meget tolerant, selvsikker, forstående
og jeg hader når jeg bliver sagt imod, fordi det jeg siger er og bliver det rigtige. Som
man nok kan regne ud efter mine interesser, så stiler jeg efter at komme på gymnasiet,
og så senere på universitetet, hvor jeg sandsynligvis vil studere fysik eller noget i
den retning.
Mit højeste mål, som er uhyre "beskedent", er at få
Nobel-prisen, man kan overhovedet ikke få en større ære end Nobel-prisen. Jeg er sådan
set ligeglad med, hvor jeg kommer til at arbejde henne, men helst i Danmark (der er så
dejligt fredeligt), bare jeg kommer til at arbejde med det jeg kan lide.
En af mine andre store ambitioner, som jeg efterhånden ikke kan lægge
skjul på mere, er at man en dag kan komme billigt ud i rummet og dermed gøre det
kommercielt, for jeg tror at om inden længe (måske 30-40 år), bliver det så nemt og
billigt, at man kan tage en tur til Månen, ligeså billigt og nemt som man kan tage en
rejse til Tunesien fx.
Selvom mine største hobbyer er videnskab og ting der kan forklares,
tror jeg fuldt og fast på UFO'er og især at der findes liv et eller andet sted i rummet.
Jeg vil heller ikke benægte eksistensen af spøgelser, som er et meget tvivlsomt emne,
altså emner man ikke kan forklare, kan man jo heller ikke afkræfte, bare fordi det
strider mod naturens love, vel at mærke som vi tror de er. Jeg tror dermed på at alt er
muligt, bortset fra en eneste ting, som jeg aldrig nogensinde vil tro på, er, man kan
ikke rejse tilbage i tiden, under nogen som helst omstændigheder, kun frem, som vi gør
nu. (30/9-1996)
Bogen »Mis med de blå øjne« betød en åbenbaring til
et nyt univers for Anne Mølleskov Hansen. Fordi det var den første bog, hun læste helt
alene uden hjælp. Det var åbenbaringen til et univers, som var hendes, hun selv kunne
træde ind i og bevæge sig rundt i og lade sig opsluge i, uden andres hjælp. Hun så en
ny dimension i sit liv, for på den tid var hendes liv præget af en chokeffekt over at
være kommet i skole, med dens uforståelige spilleregler i og uden for timerne.
Efter det, blev hendes bedste "legetøj" biblioteket. Hendes
begejstring var så stor, at når hun stod og skulle vælge mellem alle de dejlige bøger,
måtte hun ofte akut på toilettet.
Set udefra var det meget tilfældigt, at det blev »Mis med de blå
øjne«, der blev hendes vendepunkt. Men for hende kunne det ikke have været nogen anden.
Bogen blev for hende nøglen til hendes kærlighed til bogens verden. Hendes oprindelige
glæde ved bøger, er ikke bare den skrevne tekst, men selve bogen, dens form, dens
farver, dens placering i reolen sammen med de andre. Denne kærlighed (for nu at bruge
hendes egne ord) har senere i hendes liv fået et noget pligtbetonet skær i de oceaner af
faglitteratur, hun har skullet igennem for at præsentere stoffet til diverse eksaminer.
Hun har opdaget, at bøgerne og deres indhold også kan bruges til at kompensere for
manglende selvværd.
Nu 23 år efter hun læste »Mis med de blå øjne«, føler hun sig
fri med hensyn til litteraturvalg. Nu ledes hun af lyst og ikke af pligt, når hun med
usikre skridt prøver at genfinde det tabte land.
Mit eget forhold til bøger lyder sådan her:
"Computeren har overtaget, bogen er død!" Nej, det er den ikke, men det er lige
før. Det jeg mener med det er at, bogen vil altid eksistere, tror/håber jeg i hvert
fald, men det er kun når det gælder skønlitteratur. Jeg er sikker på om 10-20 år har
computeren (CD-ROM, Internet) overtaget den faglitterære afdeling, men skønlitteraturen
vil nok stadig være at læse i bøger, for det er ikke særligt smart eller spændende at
tage en computer med sig i seng.
For at sige det lige ud: Jeg hader skønlitteratur, det meste i hvert
fald. Det er uvidenskabeligt, kedeligt og for langtrukken, ja problemet ligger nok i, at
jeg ikke har tålmodighed til at læse en hel lang stor roman. Alt det skønlitteratur jeg
nogensinde har læst af egen fri vilje, kan tælles på én hånd. Jeg må nok erkende, at
det er en af grundene, til at jeg ikke er verdensmester til at skrive historier (og
stile), jeg har simpelthen ikke lært at formulere mig sprogligt godt nok i mine
historier. For jeg tror at næsten alle store forfattere, har læst masser af
skønlitterære bøger, inden de blev forfattere. Men så kan jeg vel også godt lære
det, men som sagt, jeg hader skønlitteratur. Hvis jeg endelig skal læse lidt
skønlitteratur i ny og næ, ja så vil jeg foretrække digte, de er nemlig ikke særlig
lange, det er noget man kan læse på et par minutters tid, men selvfølgelig er det ikke
ensbetydende med at man forstår digtet, det er da også uhyre sjældent, at jeg støder
på nogle interessante digte. Heldigvis kan digte forstås, på lige så mange måder som
der er mennesker til.
Mens jeg ikke kan fordrage skønlitteratur, elsker jeg faglitteraturen
ligeså meget, som jeg hader skønlitteraturen, især det korte, præcise, kontante og
oplysningsrige. Ligesom med skønlitteraturen, læser jeg ikke synderligt meget
faglitteratur, den eneste bog, jeg faktisk kan huske, jeg har læst helt igennem,
var en bog om fremtidens rumrejser, den blev for øvrigt slugt på en weekend, og det er
hurtigt efter min målestok. De fleste bøger jeg begynder på, bliver aldrig læst
færdige, af en eller anden grund (TV, computeren). Så den eneste måde jeg tilegner mig
oplysninger på er TV, computeren og videnskabelige tidsskrifter, masser af tidsskrifter,
det er virkelig noget man ved hvad er, især hvis det drejer sig om fremtiden. Ja jeg må
erkende, at jeg er fascineret af fremtiden, især hvad den vil bringe af nye opdagelser og
opfindelser, ligesom jeg også kan lide enten at læse, eller se TV programmer om
fortidens opfindelser, og på den måde "forudsige" hvad der bliver muligt i en
nær fremtid.
Konklusion: Skønlitteratur skal ses på film, faglitteratur skal
læses i en bog, tidsskrift eller ses i TV, efter min mening. Men folk må da gerne læse
skønlitterære værker, hvis de vil, jeg mener nu, det er spild af tid! (25/11-1996)
Regnvejr er årsag til mange ting, som at vi fx bliver
våde, og til at vi tit bliver sure på Voldborg, selvom han ikke kan gøre for det, en
eller anden skal jo have skylden. Fx behøvede vi aldrig være sure på Voldborg, hvis der
aldrig var regnvejr. Hvis vi forestillede os, at der aldrig var regnvejr, så kunne vi
nyde Solen hele dagen, for når der ingen regnvejr er, er der vel heller ingen skyer af
betydning. Det ville sikkert behage mange mennesker i et stykke tid. Efter et stykke tid
ville landmændene helt sikkert begynde at beklage sig over, at der ingen vand er,
brandmændene over hvor knastørt det ville være, folk må lade være med at være i
skovene og andre steder hvor det er tørt, og forskerne ville rive sig i hårtotterne over
hvorfor dit og hvorfor dat. Ja regnvejr er en fundamental ting i vores hverdag, som vi har
lært at leve med, selvom det kan være svært.
Videnskabeligt set er regnvejr meget kompleks, ligesom alt andet i
naturen. Regnen er jo en af de rigtig store brikker i det kæmpe klimamæssige puslespil,
eller lotteri som nogle nok vil kalde det. Regnvejr opstår tit og ofte over verdenshavene
når det er varmt, for når det er varmt fordamper vand som bekendt (det gør det faktisk
allerede lidt over frysepunktet). Når det er varmt ude over oceanerne fordamper ikke kun
vand, men rigtig store mængder vand, vandet hober sig så op som skyer højt oppe i
atmosfæren. Det driver så med vinden til land, samtidig med at der fordamper endnu mere.
Når så der kommer så meget vand op i atmosfæren, at der ikke længere er varmt nok til
at holde på det, falder det ned, som det vi kender: regn. Når regnen er faldet, kommer
det meste tilbage til oceanerne via floder både over og under jorden, noget af vandet
bliver også ophobet som is de steder hvor det er rigtig koldt. Vandets cirkulation
fortsætter så sådan om og om igen, så det holder nok aldrig op med at regne, selvom
det kan være længe om det, som fx i Atacama-ørkenen i Sydamerika, hvor det ikke har
regnet i 400 år, ikke engang en lillebitte dråbe er det blevet til, og vi begynder at
kalde det alvorligt, når det ikke har regnet særlig meget i et par måneder.
Personligt kan jeg godt lide regnvejr, stik imod de fleste andre, når
det regner har man verdens bedste undskyldning for ikke at være ude. Indendørs kan man
så spille computer, mens man kigger på regnen udenfor, der eksisterer ikke noget mere
hyggeligt, det skulle da lige være at ligge i sit telt og kigge ud på en kæmpe byge
(uden torden). Det er bare ikke så fornøjeligt, at det regner når man er udenfor i byen
eller oppe i bjergene, og man ingen regntøj har (og det ovenikøbet er ens fødselsdag)
med, sådan noget gider man ikke, selvom det kan være nok så sjovt når det regner. Det
er heller ikke sjovt længere, hvis det har regnet i flere dage, og så mener jeg
virkeligt regn a la Bergen, jeg har faktisk engang været i Bergen, hvor det regnede
uafbrudt i tre dage, så forstår man sku at rejse... væk. Det skal da også sådan for
en god ordens skyld lige siges, at jeg også har været i Bergen med en uges uafbrudt
solskin, det var for øvrigt også for meget. Det er ikke kun i Norge det kan regne, for
jeg har også prøvet hvor det virkelig har styrtet ned, nok også mere end i Bergen, i
Frankrig ved Alperne, det regnede så meget at byen Chamonix', som vi lå ved, centrum
mere lignede en stor svømmepøl end et lille turistparadis. Så når jeg tænker på det
regnvejr de har nord, men også syd for os, er vores en lille kedelig byge, der kun findes
fredelige steder på Jorden. Så jeg kan overhovedet ikke forstå, hvis der er nogle
mennesker der ikke gider være i vores dejlige land, hvis det er regn de ikke kan lide,
så hører de hjemme i Atacama-ørkenen, for jeg har efterhånden meget svært ved at
huske regn på disse bredegrader.
Regn bliver brugt til meget, som fx at vande marker med, især i de
fattige lande. I de vesteuropæiske lande skal vi nok også snart til at opbevare
regnvand, for at vande marker med det igen, fordi vores rene grundvand er ved at slippe
op. Men det er spørgsmålet om vi nogensinde kan komme til at bruge regnvand til vanding
igen, fordi regnen der kommer ned, efterhånden er blevet sur, og ubrugelig til alt muligt
p.g.a. industriens forurening. Det bliver i det hele taget et stort problem at finde rent
vand i fremtiden. Så vi må nyde den regn, som endnu ikke er faldet som syreregn.
Konklusion: Regnvejr forsvinder ikke, det er kommet for at leve
længere end mennesket, men det er spørgsmålet hvor længe regnen forbliver rimelig ren.
De mennesker der ikke kan fordrage regn overhovedet, må finde sig et sted uden regn eller
også må de leve der, hvor de lever nu. (3/2-1997)
Thorkild Kjærgaard mener at i en højteknologisk tidsalder
som vores, frister de gode gamle dage. Parolen lyder sådan, at den eneste vej frem er
tilbage. Han mener derfor at samfundet må tage en U-vending, midt på den firesporede
motorvej, og dermed finde nogle mindre ruter til mindre samfund d.v.s. mindre butikker og
mindre fabrikker. Samfundet for igen brug for menneskelig arbejdskraft og håndelag,
istedet for maskiner. Fordi vore dages moderkage ,olien, er ved at slippe op, og der er
ikke fundet nogen erstatning for den. Så om 25 år drypper den sidste million år gamle
dråbe olie ud fra tankstationens stander, sidste maske i nylonstrømperne bliver strikket
o.s.v. Hvis vi skulle erstatte olien med træbrændsel, kommer det til at kræve en skov
der er fem gange større end hele Danmark.
Samfundet bliver simpelt hen nød til at geare ned, ned til et
lavenergisamfund mener museumsinspektør og foredragsholder Thorkild Kjærgaard. Som også
har skrevet bogen "Den Danske Revolution 1500-1800". Om hundrede år, vil der
igen blive brug for alle ledige hænder og lokalt producerede varer. Butikkerne vil så
fortrinsvis, sælge det der produceres i deres lokalområde, som for 100 år siden. Så
alle de plastindpakkede varer vil forsvinde, til fordel fra de lokale varer. I dag bliver
der brugt mere energi til at lave maden, end der er i maden. Fx bliver vores madvarer
transporteret ca. 1.000 kilometer i gennemsnit, inden den når de danske spiseborde. Den
vestlige verden må til at revurdere spisekammeret og køkkenredskaberne, og få skilt sig
af med diverse el-fråsende apparater. Vi spiser i tonsvis af dybfrossen færdigmad, for
at få tid til at gå på arbejde. Færdigmaden ender så først i vores frysere, og
derefter i vores mikrobølgeovne.
Fremskridt inden for lægevidenskaben og kommunikation får vi måske
lov at beholde, så helt 100 procent vil historien ikke gentage sig. Så for at få mad
på bordet må vi til at knokle. Et lavenergisamfund vil fortrænge de store maskiner, og
bruge den menneskelige brødmotor i stedet. Prisen på olie og benzin vil blive så høj,
at det vil kunne betale sig at ansætte folk i stedet for maskiner. Landbruget vil nok
igen komme til at lægge beslag på omkring 25 procent af den samlede arbejdskraft, mener
Thorkild Kjærgaard.
"I dag - midt i højteknologiens tidsalder - frister de gode gamle
dage", da jeg læste det, kom jeg til at tænke på, hvor jeg havde hørt det før:
Ingen steder. Det kan godt være han mener det, men det er 90 procent af befolkningen nok
ikke enige i ham i, inklusiv mig. Dog både tror og håber jeg at samfundet vil blive ved
med at bevare de mindre butikker, for det er virkelig trist at komme ind i et såkaldt
"Bilka-varehus" fx, det kan godt være det er billigt og at tingene er samlet
under et tag, men alle de mennesker, afskyelige tilbud på ting der knap nok virker og et
såkaldt faguddannet personale: Det eneste de har lært er at fuppe og hive så mange
penge ud af folk som muligt. Er det da virkelig ikke rarere at komme ind i en
specialbutik, hvor de forhåbentlig har forstand på tingene og servicen bedre, for bare
et par håndøre mere.
For ikke at tale om dommedagsprofetierne for olien. De tal han nævner
er nok fundet i en bog fra 70'ernes mest pessimistiske miljøorganisationer, så vidt jeg
ved er der olie nok til 50 år endnu, vel og mærke fra nu af, kul til 300 år og uran til
måske 30-50 års forbrug. Det med at der ikke er fundet ideelle arvtagere er ikke helt
rigtig d.v.s. det er rigtig at der ikke er fundet den eneste ene super energikilde, men i
øjeblikket har man store vindmøller, effektive solanlæg, vandkraftværker, jordvarme,
atomkraftværker, kulkraftværker og på trapperne er fusionsenergi, bølgeenergi,
udvindelse af metangas, satellitenergi og langt ude i fremtiden nanoenergi og udvindelse
af atmosfæreenergi. Med hensyn til brandstof til biler, kan både el, gas og vegetabilsk
eller syntetisk olie nævnes, de fleste af dem er dog stadig på udviklingsstadiet, men
25-50 år er meget lang tid. Samtidig bliver man bedre til at udnytte energien bedst
muligt, her tænker jeg på fx energisparepære, lavenergifrysere, bedre isolerede huse
o.s.v. Så den tid hvor vi ikke vil have nok energi til rådighed vil aldrig komme,
såfremt udviklingen fortsætter i samme tempo.
Med hensyn til det med fødevarene, vil jeg da give Thorkild Kjærgaard
ret i at man vil komme til at se mere lokalt producerede fødevarer, uden så meget
emballage som i dag. Fremtidens landbrug bliver økologisk, p.g.a. overproduktion (som
desværre aldrig kom de fattige tilgode), øget forbrugerbevidsthed o.s.v. kommer
selvfølgelig til at skabe mange "nye" arbejdspladser, forhåbentlig,
udviklingen er alt for utilregnelig. Selvfølgelig skal vi da beholde de gode gamle
dybfrysere, opvaskemaskiner, blenderstave, mikrobølgeovne, tørretumblere,
foodprocessorer, æggekogere, elknive og elektroniske sideskiftere til bøger, for strøm
bliver aldrig en mangelvare, så man kan lige så godt fortsætte.
I fremtiden vil folk tænke og fundere i stedet for at stå på en
fabrik, og øgelægge livet, vi har fået computere og robotter, så hvorfor lave de ting,
de kan lave bedre, billigere og hurtigere og så strejker eller beklager de sig aldrig.
Desuden vil de ikke skabe flere arbejdsløse, da maskinerne kom i slutningen af
1800-tallet troede folk også de ville blive arbejdsløse, det var der også nogle der
gjorde, men så i 1960'erne var der igen masser af arbejde, selvom der var masser af
maskiner.
Så kan man stille sig det spørgsmål, er en computer ikke også en
maskine? Verden vil få andre problemer: Overbefolkning, trafik, global opvarmning og
klassikeren sygdomme eller måske en invasion fra Mars, hvem ved? Det er ikke mig der er
utopist, det er Thorkild Kjærgaard der er utopist, ligesom dem der har skrevet de bøger
han læser. Hvad er der at være bange for - en terminator, nej så længe vi kontrollere
det vi selv skaber, er fremtiden sikker, men hvis ikke... (12/6-1997)
©Anders Skærlund Petersen, 1998-99