Dansk stil, 9. klasse


Karatere i parentes, først selve karakteren for stilen, derefter ordenskarakteren. Parentesen efter stilen angiver datoen.

Garvet biltyv på 13 år! (7/7)
En stjerne i universet (8/6)
Landet med de mange bøger (8/7)
Regnvejr (8/7)
Fremtidens gode gamle dage (9/7)
Egner du dig til at blive gammel? (9/7)


Garvet biltyv på 13 år!

Niels J. Barslund har efter teksten, meget gode erfaringer med kriminalprævention. Når han kan gå ud og tale med de enkelte involverede forældre, om hvad deres barn laver af kriminalitet i fritiden, og så få ca. 5 ud af 6 til at holde op, med at begå kriminelle handlinger. Efter min vurdering er det en meget god måde, til at komme ungdomskriminalitet til livs.
    Hvis man sendte dem alle sammen i fængsel, ville de jo starte forfra igen, når de kom ud. At det også lykkedes ham at få 8 medlemmer af en Grønjakke-bande, til at kvitte kriminaliteten, og endda få dem i arbejde, det siger uhyre meget om hans evner og erfaring med unges kriminalitet.
    Han er heller ikke den, som bare vil smide de unge i fængsel, men så ville han jo heller ikke sidde i en kriminalpræventiv stilling. Det at han nok prøver, at se det fra de unges side og sætte sig ind i deres situation, så han kan se problemet fra en anden vinkel, end jurister, dommere og andre politifolk. Det gør at han kommer tættere på problemets kerne. Han har nok også mere tid til de enkelte sager, end en almindelig politimand, det gør jo, at han bedre kan sætte sig ind i sagen, selvom han har 800 sager om året.
    Hans ideer er fuldt tidssvarende, meget bedre og ikke mindst lige så væsentlig, billigere for samfundet. Så alt i alt synes jeg at ideen er meget god, især i disse dage med få midler.
    For at bremse den kriminelle udvikling, især for unge og unge indvandre, kan man gøre mange ting, så jeg vil prøve at redegøre, for hvad jeg synes der skulle gøres. Først og fremmest mener jeg, at man skulle ansætte nogle flere politifolk, det skulle ikke være et særligt stort problem, men det koster mange penge for samfundet, så den ide er nok ikke så god. Bedre ville det nok være, hvis man ansatte flere kriminalpræventive folk, som Niels J. Barslund, den ide er i hvert fald en del billigere, for der kræves ikke så mange kriminalpræventive folk, som almindelige politifolk.
    I stedet for de to førstnævnte, kunne man tage ældre erfarne politifolk, ud på skoler, ungdomsskoler og lignende, for at fortælle de unge, om hvad der sker, hvis man har lavet noget kriminelt. De selvsamme folk skulle også fortælle forældrene om kriminalitet, og hvad de kan gøre for at undgå at deres børn, bliver indblandet i kriminalitet.
    Man kunne også lave ungdomsklubber, ungdomsprojekter og andre ting, så de unge, især unge indvandre, ikke keder sig. Fordi unge der keder sig, nemt kan komme til at lave noget kriminelt, bare for at få noget spænding i tilværelsen, og det ved jeg er et enormt problem.
    Kriminaliteten tror jeg ikke forsvinder af sig selv, der skal initiativ, vilje, samarbejde, tid og som sædvanlig penge til, før at vi kan få et mere trygt samfund, men jeg tror nok det vil lykkedes, hvis disse ting bliver opfyldt en dag. (11/9-1996)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

En stjerne i universet

Mit navn er Anders Skærlund Petersen, jeg er 15 år, men jeg mener selv jeg er meget ældre mentalt. Jeg bor i Esbjerg, på Strynøvej 56, sammen med mine forældre og min meget irriterende lillesøster. Skolen, som jeg er meget glad for, hedder Fourfeldtskolen, der meget praktisk ikke ligger mere end 200-300 meter væk.
    Jeg kan godt lide at gå i skole, altså bortset fra at det ikke er særligt spændende eller inspirerende at skrive dansk stil, lave store tysk opgaver eller i det hele taget lave noget der er totalt irrelevant for min fremtid.
    Mine yndlings fag er især fysik/kemi, biologi, matematik og tildels geografi. Dem jeg hader mest er kristendom, det burde kunne vældes fra, billedkunst, især den lærer jeg havde, og ikke mindst håndarbejde, hvor jeg brugte et halvt år på at lave et lille bitte stykke korssting. Alle de andre fag synes jeg ikke er så værst.
    Mine interesser, udover de fag jeg har nævnt, er computer(spil), lange cykel- og gåture, videnskab, information (ikke avisen), rollespil (D & DE og AD & D), samfundet og politik, det sidste er nok ved at tage overhånd, i retningen af noget hverken jeg eller resten af verden har godt af.
    Jeg må nok erkende at trangen til information efterhånden er ved at udvikle sig sygeligt (jeg kalder det selv for "informationshungritis"), da jeg zapper rundt fra den ene nyhedsudsendelse til den anden, så det er ikke kun smøger man kan blive afhængig af. Det eneste der overgår min "informationshungritis" er videnskaben, når jeg fx har set et program eller læst noget i et blad om en eller anden ting, der nok bliver mulig om måske 25 eller 50 år, ja så kan jeg gå rundt og tænke over det resten af dagen, nogle gange kan det endda gå så vidt, at jeg faktisk tror at det er opfundet, det er jo ikke så smart.
    For at slappe af en gang imellem for al den information og videnskab, ja så er et spil rollespil eller computerspil virkelig sagen, det skal helst være et hvor man kan smadre, tvære, pumpe, mase, udsplatte og selvfølgelig dræbe sine modstandere, og så er det lige meget, om det er i et rollespil eller et totalt fordummende computerspil. Men det eneste sted jeg kan koble helt og totalt af for alting, er oppe i Norges skønne natur og rene luft, der findes simpelthen ikke noget sted her på Jorden, som er mere fredfyldt og afslappende end Norge.
    Det jeg hader allermest er rengøring (især opvask), kanalen Eurosport (den er alt for larmende), min lillesøsters tv (det er ligeså larmende), reklamer og EU.
    Reklamer er simpelthen noget af det værste jeg ved, problemet er at hvis der ingen reklamer var, var der heller ikke så mange tv-kanaler.
    Jeg er efter min egen vurdering meget tolerant, selvsikker, forstående og jeg hader når jeg bliver sagt imod, fordi det jeg siger er og bliver det rigtige. Som man nok kan regne ud efter mine interesser, så stiler jeg efter at komme på gymnasiet, og så senere på universitetet, hvor jeg sandsynligvis vil studere fysik eller noget i den retning.
    Mit højeste mål, som er uhyre "beskedent", er at få Nobel-prisen, man kan overhovedet ikke få en større ære end Nobel-prisen. Jeg er sådan set ligeglad med, hvor jeg kommer til at arbejde henne, men helst i Danmark (der er så dejligt fredeligt), bare jeg kommer til at arbejde med det jeg kan lide.
    En af mine andre store ambitioner, som jeg efterhånden ikke kan lægge skjul på mere, er at man en dag kan komme billigt ud i rummet og dermed gøre det kommercielt, for jeg tror at om inden længe (måske 30-40 år), bliver det så nemt og billigt, at man kan tage en tur til Månen, ligeså billigt og nemt som man kan tage en rejse til Tunesien fx.
    Selvom mine største hobbyer er videnskab og ting der kan forklares, tror jeg fuldt og fast på UFO'er og især at der findes liv et eller andet sted i rummet. Jeg vil heller ikke benægte eksistensen af spøgelser, som er et meget tvivlsomt emne, altså emner man ikke kan forklare, kan man jo heller ikke afkræfte, bare fordi det strider mod naturens love, vel at mærke som vi tror de er. Jeg tror dermed på at alt er muligt, bortset fra en eneste ting, som jeg aldrig nogensinde vil tro på, er, man kan ikke rejse tilbage i tiden, under nogen som helst omstændigheder, kun frem, som vi gør nu. (30/9-1996)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

Landet med de mange bøger

Bogen »Mis med de blå øjne« betød en åbenbaring til et nyt univers for Anne Mølleskov Hansen. Fordi det var den første bog, hun læste helt alene uden hjælp. Det var åbenbaringen til et univers, som var hendes, hun selv kunne træde ind i og bevæge sig rundt i og lade sig opsluge i, uden andres hjælp. Hun så en ny dimension i sit liv, for på den tid var hendes liv præget af en chokeffekt over at være kommet i skole, med dens uforståelige spilleregler i og uden for timerne.
    Efter det, blev hendes bedste "legetøj" biblioteket. Hendes begejstring var så stor, at når hun stod og skulle vælge mellem alle de dejlige bøger, måtte hun ofte akut på toilettet.
    Set udefra var det meget tilfældigt, at det blev »Mis med de blå øjne«, der blev hendes vendepunkt. Men for hende kunne det ikke have været nogen anden. Bogen blev for hende nøglen til hendes kærlighed til bogens verden. Hendes oprindelige glæde ved bøger, er ikke bare den skrevne tekst, men selve bogen, dens form, dens farver, dens placering i reolen sammen med de andre. Denne kærlighed (for nu at bruge hendes egne ord) har senere i hendes liv fået et noget pligtbetonet skær i de oceaner af faglitteratur, hun har skullet igennem for at præsentere stoffet til diverse eksaminer. Hun har opdaget, at bøgerne og deres indhold også kan bruges til at kompensere for manglende selvværd.
    Nu 23 år efter hun læste »Mis med de blå øjne«, føler hun sig fri med hensyn til litteraturvalg. Nu ledes hun af lyst og ikke af pligt, når hun med usikre skridt prøver at genfinde det tabte land.

Mit eget forhold til bøger lyder sådan her: "Computeren har overtaget, bogen er død!" Nej, det er den ikke, men det er lige før. Det jeg mener med det er at, bogen vil altid eksistere, tror/håber jeg i hvert fald, men det er kun når det gælder skønlitteratur. Jeg er sikker på om 10-20 år har computeren (CD-ROM, Internet) overtaget den faglitterære afdeling, men skønlitteraturen vil nok stadig være at læse i bøger, for det er ikke særligt smart eller spændende at tage en computer med sig i seng.
    For at sige det lige ud: Jeg hader skønlitteratur, det meste i hvert fald. Det er uvidenskabeligt, kedeligt og for langtrukken, ja problemet ligger nok i, at jeg ikke har tålmodighed til at læse en hel lang stor roman. Alt det skønlitteratur jeg nogensinde har læst af egen fri vilje, kan tælles på én hånd. Jeg må nok erkende, at det er en af grundene, til at jeg ikke er verdensmester til at skrive historier (og stile), jeg har simpelthen ikke lært at formulere mig sprogligt godt nok i mine historier. For jeg tror at næsten alle store forfattere, har læst masser af skønlitterære bøger, inden de blev forfattere. Men så kan jeg vel også godt lære det, men som sagt, jeg hader skønlitteratur. Hvis jeg endelig skal læse lidt skønlitteratur i ny og næ, ja så vil jeg foretrække digte, de er nemlig ikke særlig lange, det er noget man kan læse på et par minutters tid, men selvfølgelig er det ikke ensbetydende med at man forstår digtet, det er da også uhyre sjældent, at jeg støder på nogle interessante digte. Heldigvis kan digte forstås, på lige så mange måder som der er mennesker til.
    Mens jeg ikke kan fordrage skønlitteratur, elsker jeg faglitteraturen ligeså meget, som jeg hader skønlitteraturen, især det korte, præcise, kontante og oplysningsrige. Ligesom med skønlitteraturen, læser jeg ikke synderligt meget faglitteratur, den eneste bog, jeg faktisk kan huske, jeg har læst helt igennem, var en bog om fremtidens rumrejser, den blev for øvrigt slugt på en weekend, og det er hurtigt efter min målestok. De fleste bøger jeg begynder på, bliver aldrig læst færdige, af en eller anden grund (TV, computeren). Så den eneste måde jeg tilegner mig oplysninger på er TV, computeren og videnskabelige tidsskrifter, masser af tidsskrifter, det er virkelig noget man ved hvad er, især hvis det drejer sig om fremtiden. Ja jeg må erkende, at jeg er fascineret af fremtiden, især hvad den vil bringe af nye opdagelser og opfindelser, ligesom jeg også kan lide enten at læse, eller se TV programmer om fortidens opfindelser, og på den måde "forudsige" hvad der bliver muligt i en nær fremtid.
    Konklusion: Skønlitteratur skal ses på film, faglitteratur skal læses i en bog, tidsskrift eller ses i TV, efter min mening. Men folk må da gerne læse skønlitterære værker, hvis de vil, jeg mener nu, det er spild af tid! (25/11-1996)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

Regnvejr

Regnvejr er årsag til mange ting, som at vi fx bliver våde, og til at vi tit bliver sure på Voldborg, selvom han ikke kan gøre for det, en eller anden skal jo have skylden. Fx behøvede vi aldrig være sure på Voldborg, hvis der aldrig var regnvejr. Hvis vi forestillede os, at der aldrig var regnvejr, så kunne vi nyde Solen hele dagen, for når der ingen regnvejr er, er der vel heller ingen skyer af betydning. Det ville sikkert behage mange mennesker i et stykke tid. Efter et stykke tid ville landmændene helt sikkert begynde at beklage sig over, at der ingen vand er, brandmændene over hvor knastørt det ville være, folk må lade være med at være i skovene og andre steder hvor det er tørt, og forskerne ville rive sig i hårtotterne over hvorfor dit og hvorfor dat. Ja regnvejr er en fundamental ting i vores hverdag, som vi har lært at leve med, selvom det kan være svært.
    Videnskabeligt set er regnvejr meget kompleks, ligesom alt andet i naturen. Regnen er jo en af de rigtig store brikker i det kæmpe klimamæssige puslespil, eller lotteri som nogle nok vil kalde det. Regnvejr opstår tit og ofte over verdenshavene når det er varmt, for når det er varmt fordamper vand som bekendt (det gør det faktisk allerede lidt over frysepunktet). Når det er varmt ude over oceanerne fordamper ikke kun vand, men rigtig store mængder vand, vandet hober sig så op som skyer højt oppe i atmosfæren. Det driver så med vinden til land, samtidig med at der fordamper endnu mere. Når så der kommer så meget vand op i atmosfæren, at der ikke længere er varmt nok til at holde på det, falder det ned, som det vi kender: regn. Når regnen er faldet, kommer det meste tilbage til oceanerne via floder både over og under jorden, noget af vandet bliver også ophobet som is de steder hvor det er rigtig koldt. Vandets cirkulation fortsætter så sådan om og om igen, så det holder nok aldrig op med at regne, selvom det kan være længe om det, som fx i Atacama-ørkenen i Sydamerika, hvor det ikke har regnet i 400 år, ikke engang en lillebitte dråbe er det blevet til, og vi begynder at kalde det alvorligt, når det ikke har regnet særlig meget i et par måneder.
    Personligt kan jeg godt lide regnvejr, stik imod de fleste andre, når det regner har man verdens bedste undskyldning for ikke at være ude. Indendørs kan man så spille computer, mens man kigger på regnen udenfor, der eksisterer ikke noget mere hyggeligt, det skulle da lige være at ligge i sit telt og kigge ud på en kæmpe byge (uden torden). Det er bare ikke så fornøjeligt, at det regner når man er udenfor i byen eller oppe i bjergene, og man ingen regntøj har (og det ovenikøbet er ens fødselsdag) med, sådan noget gider man ikke, selvom det kan være nok så sjovt når det regner. Det er heller ikke sjovt længere, hvis det har regnet i flere dage, og så mener jeg virkeligt regn a la Bergen, jeg har faktisk engang været i Bergen, hvor det regnede uafbrudt i tre dage, så forstår man sku at rejse... væk. Det skal da også sådan for en god ordens skyld lige siges, at jeg også har været i Bergen med en uges uafbrudt solskin, det var for øvrigt også for meget. Det er ikke kun i Norge det kan regne, for jeg har også prøvet hvor det virkelig har styrtet ned, nok også mere end i Bergen, i Frankrig ved Alperne, det regnede så meget at byen Chamonix', som vi lå ved, centrum mere lignede en stor svømmepøl end et lille turistparadis. Så når jeg tænker på det regnvejr de har nord, men også syd for os, er vores en lille kedelig byge, der kun findes fredelige steder på Jorden. Så jeg kan overhovedet ikke forstå, hvis der er nogle mennesker der ikke gider være i vores dejlige land, hvis det er regn de ikke kan lide, så hører de hjemme i Atacama-ørkenen, for jeg har efterhånden meget svært ved at huske regn på disse bredegrader.
    Regn bliver brugt til meget, som fx at vande marker med, især i de fattige lande. I de vesteuropæiske lande skal vi nok også snart til at opbevare regnvand, for at vande marker med det igen, fordi vores rene grundvand er ved at slippe op. Men det er spørgsmålet om vi nogensinde kan komme til at bruge regnvand til vanding igen, fordi regnen der kommer ned, efterhånden er blevet sur, og ubrugelig til alt muligt p.g.a. industriens forurening. Det bliver i det hele taget et stort problem at finde rent vand i fremtiden. Så vi må nyde den regn, som endnu ikke er faldet som syreregn.
    Konklusion: Regnvejr forsvinder ikke, det er kommet for at leve længere end mennesket, men det er spørgsmålet hvor længe regnen forbliver rimelig ren. De mennesker der ikke kan fordrage regn overhovedet, må finde sig et sted uden regn eller også må de leve der, hvor de lever nu. (3/2-1997)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

Fremtidens gode gamle dage

Thorkild Kjærgaard mener at i en højteknologisk tidsalder som vores, frister de gode gamle dage. Parolen lyder sådan, at den eneste vej frem er tilbage. Han mener derfor at samfundet må tage en U-vending, midt på den firesporede motorvej, og dermed finde nogle mindre ruter til mindre samfund d.v.s. mindre butikker og mindre fabrikker. Samfundet for igen brug for menneskelig arbejdskraft og håndelag, istedet for maskiner. Fordi vore dages moderkage ,olien, er ved at slippe op, og der er ikke fundet nogen erstatning for den. Så om 25 år drypper den sidste million år gamle dråbe olie ud fra tankstationens stander, sidste maske i nylonstrømperne bliver strikket o.s.v. Hvis vi skulle erstatte olien med træbrændsel, kommer det til at kræve en skov der er fem gange større end hele Danmark.
    Samfundet bliver simpelt hen nød til at geare ned, ned til et lavenergisamfund mener museumsinspektør og foredragsholder Thorkild Kjærgaard. Som også har skrevet bogen "Den Danske Revolution 1500-1800". Om hundrede år, vil der igen blive brug for alle ledige hænder og lokalt producerede varer. Butikkerne vil så fortrinsvis, sælge det der produceres i deres lokalområde, som for 100 år siden. Så alle de plastindpakkede varer vil forsvinde, til fordel fra de lokale varer. I dag bliver der brugt mere energi til at lave maden, end der er i maden. Fx bliver vores madvarer transporteret ca. 1.000 kilometer i gennemsnit, inden den når de danske spiseborde. Den vestlige verden må til at revurdere spisekammeret og køkkenredskaberne, og få skilt sig af med diverse el-fråsende apparater. Vi spiser i tonsvis af dybfrossen færdigmad, for at få tid til at gå på arbejde. Færdigmaden ender så først i vores frysere, og derefter i vores mikrobølgeovne.
    Fremskridt inden for lægevidenskaben og kommunikation får vi måske lov at beholde, så helt 100 procent vil historien ikke gentage sig. Så for at få mad på bordet må vi til at knokle. Et lavenergisamfund vil fortrænge de store maskiner, og bruge den menneskelige brødmotor i stedet. Prisen på olie og benzin vil blive så høj, at det vil kunne betale sig at ansætte folk i stedet for maskiner. Landbruget vil nok igen komme til at lægge beslag på omkring 25 procent af den samlede arbejdskraft, mener Thorkild Kjærgaard.
    "I dag - midt i højteknologiens tidsalder - frister de gode gamle dage", da jeg læste det, kom jeg til at tænke på, hvor jeg havde hørt det før: Ingen steder. Det kan godt være han mener det, men det er 90 procent af befolkningen nok ikke enige i ham i, inklusiv mig. Dog både tror og håber jeg at samfundet vil blive ved med at bevare de mindre butikker, for det er virkelig trist at komme ind i et såkaldt "Bilka-varehus" fx, det kan godt være det er billigt og at tingene er samlet under et tag, men alle de mennesker, afskyelige tilbud på ting der knap nok virker og et såkaldt faguddannet personale: Det eneste de har lært er at fuppe og hive så mange penge ud af folk som muligt. Er det da virkelig ikke rarere at komme ind i en specialbutik, hvor de forhåbentlig har forstand på tingene og servicen bedre, for bare et par håndøre mere.
    For ikke at tale om dommedagsprofetierne for olien. De tal han nævner er nok fundet i en bog fra 70'ernes mest pessimistiske miljøorganisationer, så vidt jeg ved er der olie nok til 50 år endnu, vel og mærke fra nu af, kul til 300 år og uran til måske 30-50 års forbrug. Det med at der ikke er fundet ideelle arvtagere er ikke helt rigtig d.v.s. det er rigtig at der ikke er fundet den eneste ene super energikilde, men i øjeblikket har man store vindmøller, effektive solanlæg, vandkraftværker, jordvarme, atomkraftværker, kulkraftværker og på trapperne er fusionsenergi, bølgeenergi, udvindelse af metangas, satellitenergi og langt ude i fremtiden nanoenergi og udvindelse af atmosfæreenergi. Med hensyn til brandstof til biler, kan både el, gas og vegetabilsk eller syntetisk olie nævnes, de fleste af dem er dog stadig på udviklingsstadiet, men 25-50 år er meget lang tid. Samtidig bliver man bedre til at udnytte energien bedst muligt, her tænker jeg på fx energisparepære, lavenergifrysere, bedre isolerede huse o.s.v. Så den tid hvor vi ikke vil have nok energi til rådighed vil aldrig komme, såfremt udviklingen fortsætter i samme tempo.
    Med hensyn til det med fødevarene, vil jeg da give Thorkild Kjærgaard ret i at man vil komme til at se mere lokalt producerede fødevarer, uden så meget emballage som i dag. Fremtidens landbrug bliver økologisk, p.g.a. overproduktion (som desværre aldrig kom de fattige tilgode), øget forbrugerbevidsthed o.s.v. kommer selvfølgelig til at skabe mange "nye" arbejdspladser, forhåbentlig, udviklingen er alt for utilregnelig. Selvfølgelig skal vi da beholde de gode gamle dybfrysere, opvaskemaskiner, blenderstave, mikrobølgeovne, tørretumblere, foodprocessorer, æggekogere, elknive og elektroniske sideskiftere til bøger, for strøm bliver aldrig en mangelvare, så man kan lige så godt fortsætte.
    I fremtiden vil folk tænke og fundere i stedet for at stå på en fabrik, og øgelægge livet, vi har fået computere og robotter, så hvorfor lave de ting, de kan lave bedre, billigere og hurtigere og så strejker eller beklager de sig aldrig. Desuden vil de ikke skabe flere arbejdsløse, da maskinerne kom i slutningen af 1800-tallet troede folk også de ville blive arbejdsløse, det var der også nogle der gjorde, men så i 1960'erne var der igen masser af arbejde, selvom der var masser af maskiner.
    Så kan man stille sig det spørgsmål, er en computer ikke også en maskine? Verden vil få andre problemer: Overbefolkning, trafik, global opvarmning og klassikeren sygdomme eller måske en invasion fra Mars, hvem ved? Det er ikke mig der er utopist, det er Thorkild Kjærgaard der er utopist, ligesom dem der har skrevet de bøger han læser. Hvad er der at være bange for - en terminator, nej så længe vi kontrollere det vi selv skaber, er fremtiden sikker, men hvis ikke... (12/6-1997)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

Egner du dig til at blive gammel?

Nej, det gør jeg ikke - endnu i hvert fald. For hvordan skal en 15 årig forestille sig sin alderdom, det er godt nok et svært spørgsmål, som jeg nok først er kompetent nok til at spørge mig selv om, og for den sags skyld besvare, om måske 40-50 år. Og så er der spørgsmålet, om vi eller verden som vi kender den eksisterer til den tid, hvem ved, og hvem vil vide det, ikke mig i hvert fald. Så hvorfor tænke på fremtiden og alderdommen, når man ikke engang ved om den eksistere? Men man kan da altid prøve at forestille sig sin alderdom - let det kan man ikke sige det er.
    Min alderdom ja... Jeg håber jeg bliver lige så gammel som lægeteknologien tillader, men dog ikke så gammel, at jeg skal ligge i respirator og lignende, ej heller, hvis jeg kommer til at lide under ekstrem form for uhelbredelig demens, Parkinsons syge, cancer eller måske CJD. Alt i alt håber jeg på et så godt helbred som muligt, selvom jeg ikke dyrker en disse sport, og for øvrigt tror jeg meget mere på, at hvis man har det godt, så lever man længere og sundere, end hvis man har det elendigt, især psykisk, følelses- og kærlighedsmæssigt, så jeg må sige at sport ikke automatisk giver et bedre helbred, at leve godt betyder efter min mening meget mere, det er i hvert fald ikke så anstrengende. Så en ting er sikkert, jeg vil ikke spilde min tid på for meget sport, og under ingen omstændigheder forfalde til kosttilskud, heksedoktore, mirakler o.s.v. En god og sund alderdom sikres bedst ved at leve lykkeligt, så sådan vil jeg formentlig forberede mig, hvis man kan kalde det at forberede sig.
    Om jeg vil tegne en privat pension, ved jeg heller ikke, man skal leve lykkeligt, mens man kan. Jeg kan også bedre lide det gode socialdemokratiske "nordiske koncept", hvor det er det offentlige der sørger for en, når man bliver gammel, meeen så skal det vist også fungere bare en lille smule bedre, end det gør i dag. En privat pension, er også meget følsom over for skatter, konkurser o.s.v. Men jeg er sikkert født 60 år for sent, for det kan jo være at folkepension er fortid, når jeg bliver gammel, men det håber jeg godt nok ikke. Så min forberedelse til alderdommen bliver vist mere politisk kamp, end opsparing, jeg hader at spare.
    Hvordan min alderdom skal forme sig er meget svært at sige, jeg tror det er nemmest at starte med, hvordan den absolut ikke skal forme sig. Som sagt vil jeg ikke holdes i live på et plejehjem, som en lille ensom parkinsons ramt senil dement grønsag, som er ude af stand til at hjælpe sig ud af sengen. Jeg håber overhovedet ikke jeg bliver ensom, det er med stor sandsynlighed dødens pølse, jeg vil helst heller ikke hænge krumrygget foran Tv'et, computeren eller noget andet højteknologisk apparat, forudsat de altså stadigvæk eksisterer til den tid, som vi kender dem. Med hensyn til det med ensomhed og computere, gider jeg heller ikke sidde og snakke til en kunstig intelligent computer eller robot, nej jeg vil møde andre mennesker rigtigt, på den gode gamle måde.
    Hvis min drøm går i opfyldelse, og jeg bliver fysiker, vil jeg blive ved med at arbejde, til jeg ikke kan mere af den ene eller anden grund, det modvirker forhåbentlig ensomheden. Samtidig vil jeg gerne se verden (og rummet), sove længe om morgenen, dase i en hængekøje i en stor fredelig skov midt inde i Norges bjerge ved en lille stille sø, langt væk fra teknologien og forureningen, som forhåbentlig er væk til den tid, jeg er i hvert fald optimistisk. Det er meget vigtigt, at samtidig med idyllen skal der også være mennesker af den levende slags, i alle aldre, som man kan nyde fodboldkampene og andre glæder med. Til den tid håber jeg at hele verden, har fundet ud af det med hinanden, dermed mener jeg ikke at alle lande skal forenes, jeg er modstander af unioner, vi er forskellige, og det skal vi være lykkelige for, det er naturens gave til mennesket.
    Det ville også være dejligt hvis der ingen religioner var, i hvert fald ikke de fundamentalistiske, så ville der sikkert heller ikke være krig. Der kan man bare se, når man begynder at fantasere om sin alderdom, ja så prøver man at male kulkælderen hvid, jeg bliver vel nok klogere, så derfor lever jeg i nuet bortset fra når det gælder teknologi.
    Bogen, ja bogen håber jeg virkelig stadigvæk eksistere, når jeg mener eksistere, mener jeg ikke fysisk, men at den stadig er anerkendt, så jeg ikke vil blive kaldt gammel nar, når jeg sidder og læser de bøger jeg aldrig fik læst: Skønlitteratur...måske. Om 60 år kan man vel finde nogle gode ting i skønlitteraturen, men en ting er sikkert, jeg vil ikke, om jeg så kommer til at leve 500 år, prøve at forbedre min håndskrift, det vil helt sikkert blive min død. Der findes visse ting her i tilværelsen der er forsent, selvom man kun er ganske ung, min skrift var min første kedelige fejltagelse, forårsaget af mine teknologiske forhåbninger for ca. 3 år siden. Den fejl vil som sagt ikke blive rettet, men nogle fejl vil man nok prøve at rette i alderdommen, mine holdninger til tingene ændre sig helt sikkert, lige meget hvor stædig jeg er eller har været igennem tiden.
    Hvis man alligevel ikke kan finde på noget at lave til den tid, kan eller rettere sagt kommer man til at tænke tilbage på sin barndom, skoletiden, lærerne, vennerne (som man forhåbentlig stadig har), ens egne forældre og bedsteforældre, puberteten, sin første kærlighed og så videre. Jeg tror at nogle gange, når ens bedsteforældre sidder og tænker og er helt væk, ja så tænker de måske på deres barndom og liv, en ting er sikkert de elsker at fortælle om det. Noget af det dejligste her på Jorden når man bliver gammel, det må være at lærer alle de ting man har lært, fra sig til andre. Der findes vel ikke nogen mere erfarne mennesker end de gamle, prøv bare at tænk alle de kundskaber der er gået tabt sammen med de ældre.
    Så alt i alt, er det eneste jeg er sikker på, er at min alderdom ikke skal være kedelig. Den skal være fyldt, som en hel slikbutik, med gode minder, venner, og selv fjender skal blive venner, den eneste jeg må hade til den tid, er den elektroniske tossekasse jeg sidder ved og alt andet materielt skrammel man ikke kan tale med. Så her til sidst vil jeg citere værten for det daværende Tv-program "Tvekamp" eller "To fag frem" på DR: "Ja, ja, ja...Vi får se du". (Maj 1997)

Kommentar

Sidens top

Stilarkivets hovedmenu

©Anders Skærlund Petersen, 1998-99