Godzilla

USA 1998.
Hovedroller: Matthew Broderick, Jean Reno og Maria Pitillo.
Instruktion: Roland Emmerich.

En gigantisk bølge er på vej ind mod land, eller er det? Filmen Godzilla begynder i en ikke så fjern tid, i Fransk Polynesien hvor der bliver foretaget atomprøvesprængninger. Men så snart den første sprængning er detoneret, bevæger vi os frem i tiden, til et sted i Stillehavet ombord på et japansk skib. Eller rettere sagt resterne af det, da det pludselig støder på noget stort. Noget så stort at skibet bliver totalt smadret, USA’s militær og det franske efterretningsvæsen bliver opmærksomme på at der er et eller andet i gære. Senere opdages der fodspor, vel at mærke på størrelse med et mindre hus. Men inden hverken USA’s militær eller det franske efterretningsvæsen finder ud af noget, står selveste "problemet" og laver lidt tumult i New York, dvs. vælter nogle skyskrabere her og der. Så er helvede ellers løs, for denne satans til Godzilla synes åbenbart at New York er det bedste sted for en redeplads på Jorden. Da filmen ikke er særligt meget bedre end dårlig, så vil det være synd og skam at røbe det eneste spændende der er: slutningen. Men for ikke at røbe for meget, så kan det siges at en halv stædig biolog med speciale i radioaktive orme tager kampen op mod udyret.
    Lad mig tage det positive først, effekterne er ikke dårlige, faktisk er de som mange andre film i 90’erne ret imponerende. Men de er samtidigt også det dårlige ved filmen; filmen drejer sig kun om at vise hvordan 1998-computer-teknologi kan tage sig ud. Så for at demonstrerer det, bliver folkene bag filmen nødt til at lave en, lad os sige, umulig dum handling som nærmest også stinker af at være lavet af en meget dum computer. For at sige alt dette kort, så er handlingen lige så grim som monsteret er blevet det. Jeg vil samtidig gerne appellere om at bruge teknologien rigtigt, og ikke for teknologiens skyld, vi kan snart ikke imponeres mere. Lyden fejler heller ikke noget, hvis man altid har ønsket sig at høre skyskrabere og murbrokker blive knust i 6-kanals digital surround; misbrug. I det hele taget virker det hele så urealistisk, at det nærmest virker noget halv kedelig. Jeg gad nok vide, hvornår der kommer et monstre på størrelse med Månen for at invadere Jorden. Men på en måde bliver man alligevel en lille smule fanget af Godzilla, den taler simpelthen til ens urinstinkter når dette dejlige monstre (jeg holdt faktisk med monstret) går rundt og smadre alt muligt, uden at os tissemyre med vores små knaldperler kan gøre den noget. En anden ting er, at det meget mærkeligt at den frarådes børn under diverse aldre, jeg må ærlig talt sige, at den ikke på noget tidspunkt virkede uhyggelig. Godzilla virker mere venlig end ondsindet, og den er sandsynligvis heller ikke mere ondsindet end ens tøjdyr hjemme på sengen.
    Nej, lad vær’ med se denne film, medmindre du simpelthen ikke kunne lade være med at smadre din lillebrors Legobiler som lille, eller du i det hele taget elsker at smadre og at se ting blive smadret. Hvis du har noget imod USA kan den muligvis også anbefales, lidt smadring af New York og lidt fransk arrogance kan vel aldrig skade. Det eneste der trækker denne films karakter op, er en lille smule effekter og en lige netop bestået underholdningsværdi, men måske ville pengene være givet bedre ud til den kommende Jule-Disney-film.

©Anders Skærlund Petersen, 1998-99