Saving Private Ryan

USA 1998.
Hovedroller: Tom Hanks, Matt Damon og Ted Danson.
Instruktion: Steven Spielberg.

Vi befinder os med en gruppe soldater i et landgangsfartøj i den Engelske Kanal ud foran Frankrigs kyst, dagen er D-dag 1944. Landgangsfartøjet banker mod strandbredden, og porten til helvede åbner sig – bogstaveligt talt. Filmens start er en ren massakre på amerikanske soldater, men efter ekstreme dødstal får amerikanerne overtaget de tyske stillinger. Herefter ser vi ud over slagmarken igennem "Tom Hanks" øjne, vi ser havet blodrødt bølge frem og tilbage i mellem ligene, hvoraf nogen mangler ben og arme, mens andres tarme ligger spredt ud over det område de er blevet dræbt i. Lige så stille kommer vi tættere og tættere på en af ligene, en ved navn Ryan. I næste sekvens, er vi på et kontor et eller andet sted i De Forenede Stater, her finder en af sekretærerne ud af at der er dræbt tre ved efternavn Ryan den sidste uge. Denne nyhed finder sig hele vejen op til den amerikanske hærs stabschef, som herefter kommanderer, at den sidste Ryan af de fire brødre skal findes og bringes tilbage – hvis han da er i live. Vi kommer herefter tilbage til fronten og til Tom Hanks, som får denne opgave – at finde den sidste Ryan, James Ryan, et eller andet sted i det nordvestlige Frankrig, hvor han vist nok skulle være landet sammen med faldskærmstropperne. Vejen er ikke ligefrem en dans på roser, vejen er dækket med blod, ligegyldighed, depression og ikke mindst død...

Handlingen er i denne film ikke helt urealistisk, men det er fuldstændigt ligegyldigt, fordi det er ikke hovedtemaet i Saving Private Ryan. Hovedtemaet er helt klart at skildre hvor brutal krig egentligt er, og ikke mindst Anden Verdenskrig – det vi ser er simpelthen frygteligt. Aldrig før har jeg set en krigsfilm med sådan en realisme, vi ser hele tiden krigen i gennem en soldats øjne, vi ser hvordan soldater bliver sprængt i småstykker, flået og henrettet. Vi kommer helt ind i krigens mørke gru, i en dimension vi – som aldrig har været i krig – aldrig kunne forestille os. Man sidder og spørger sig selv om dette virkelig har været og stadig er virkelighed, kan mennesker virkelig være så onde? Det er bestemt ikke rart, heller ikke for soldaterne i filmen, at se deres kammerater likviderer tyskere – mennesker – som allerede har overgivet sig. Vi finder ud af, at selv de fredeligste og mest tolerante mennesker kan blive til monstre, som ikke kan styre sig selv. En af grundene til at det virker så livagtigt og realistisk er helt klart brugen af håndholdt kamera, i god Lars von Trier indspiret stil. Vi er bliver lige så forvirret som soldaterne, kameraet og dermed synet, hopper, danser og ryger fra sige til side, hvilket skaber den perfekte følelse af afmagt og kaos. Lyden er også helt i særklasse, og har også en stor del af æren til kaosset, når vi bliver beskudt, er det fra alle sider, vi har svært ved at føle os trygge. Det er også værd at bemærke at filmen starter med at vi ser Stars and Stribes blafre i vinden, og det gør den også i slutningen – det sætter det hele i perspektiv.

Efter min mening er Saving Private Ryan skruet så godt sammen, trods et lidt tyndt plot, at jeg klart vil anbefale denne film – som den bedste krigsfilm i nyere tid. Steven Spielberg har endnu engang skildret Anden Verdenskrig med ekstrem præcision og uhygge, vi mindes hans tidligere storværk Schindler’s List – som nok er en af de bedste film nogensinde. Denne film skal ses – i biografen.

©Anders Skærlund Petersen, 1998-99